Torsdag var der premiere på en ny dukkefilm fra Norge med titlen ’Jul i Bakkekøbing’. Den låner replikker og personkombination fra klassikeren ’Bjergkøbing Grand Prix’. Det undrer arvtagerne til skaberen af den gamle klassiker.

Ikke ret mange danskere over 40 år har glemt den helt igennem fantastiske norske dukkefilm ’Bjergkøbing Grand Prix’ fra 1975, hvor Sofus, Ludvig og Theodor Fælgen kører racerløb. Mere end en halv mio. danskere så filmen i biografen i sin tid.

Norsk-italienske Ivo Caprino var en af verdens dygtigste og mest visionære instruktører af dukkefilm, og hans studie i Oslo blev på et tidspunkt tilbage i 1950erne forsøgt købt af selveste Walt Disney.

’Bjergkøbing Grand Prix’ er baseret på den norske forfatter Kjell Aukrusts karakter-univers. Den nye film ’Jul i Bakkekøbing’ er også baseret på Aukrusts karakterer. Den læner sig meget tæt op ad den gamle film.

Bruger de gamle figurer

På norsk hed ’Bjergkøbing Grand Prix’ - ’Flåklypa Grand Prix’ - og den nye film hedder på norsk ’Solan og Ludvig - Jul i Flåklypa’.

Da navnet ’Bjergkøbing’ tilhører den gamle film, har folkene bag den nye film brugt ordet ’Bakkekøbing’ i Danmark i stedet for ’Bjergkøbing’. Så lugter det da i det mindste lidt af fisk.

- Jeg måtte jo læse om det nye filmprojekt i avisen, og jeg må ærligt sige, at der er mange, som spørger os, om ikke vi er med på en del af indtjeningen på filmen via en royaltyordning eller lignende, siger Remo Caprino, der var med til at skrive ’Bjergkøbing Grand Prix’, til BT. Men det er ikke tilfældet.

Forbavselse og undren

- Vi har en kontrakt med Aukrust-stiftelsen angående ’Bjergkøbing Grand Prix’, og man må sige, at det, som de nye filmmagere gør, er at genbruge den trio af personer, som kun optræder i vores gamle film og ikke andre steder i Aukrusts bøger, nemlig Ludvig, Solan og Reodor Felgen - på dansk Ludvig, Sofus og Theodor - og den trio har vi jo skabt i sin tid, siger Caprino.

I ’Jul i Bakkekøbing’ har karaktererne lidt andre egenskaber end i den gamle film, men en del af de gamle vendinger genbruges. På spørgsmålet, om hvorvidt Remo Caprino har overvejet at lægge sag an mod de nye filmskabere, tøver han lidt og svarer:

- Nej, det bliver bare en sag, hvor vi vasker vores beskidte vasketøj offentligt, og filmen havde jo haft premiere, da vi opdagede sammenfaldene, så vi har valgt ikke at gøre noget drastisk. Jeg er ikke i krigshumør over det her, men jeg er forbavset og forholder mig stadigvæk noget undrende til situationen, siger Remo Caprino.

At han så netop var klar med udgivelsen af ’Bjergkøbing Grand Prix’ på Blu-Ray på rundt regnet samme tidspunkt, som den nye film går i biograferne, er et sammenfald. Forhåbentlig for ham et heldigt et af slagsen.

- Vi kan kun håbe, at opmærksomheden omkring den nye film smitter af på os. Nu da ’Jul i Bakkekøbing’ så at sige surfer ovenpå vores succes med ’Bjergkøbing Grand Prix’, så kan det da være, at vi får nogle bølger tilbage at ride på, siger Remo Caprino.