45-årige Sofie Gråbøl måtte takke nej til en rolle i den danske instruktør Ole Bornedals kommende tv-serie og film, ’1864, fordi hun på det tidspunkt, hvor hun fik tilbudt rollen, var alvorligt ramt af brystkræft.

I forbindelse med ’Knæk Cancer’-kampagnen på TV2, fortalte Gråbøl tirsdag, at hun fik konstateret bryst-cancer i december 2012, og at hun i de efterfølgende måneder er blevet opereret og behandlet med kemo-terapi mod den alvorlige sygdom.

 - Det har været et hårdt forløb, men jeg er rask nu, og har det godt. Jeg er glad for at være en del af ’Knæk cancer-kampagnen’, og dermed kunne give min støtte til den gode sag, udtalte Sofie Gråbøl i en meddelelse via TV2 tirsdag.

Men udover de personlige og menneskelige omkostninger, har sygdommen også kostet Sofie Gråbøl en rolle i Ole Bornedals film og tv-serie ’1864’.

Her skulle hun skulle have spillet mor til de to brødre, der er hovedpersoner i Bornedals historie.

 - Vi havde regnet med, at Sofie Gråbøl skulle have haft rollen som ’Mor Karen’, siger filmens producent, Peter Bose, til BT.

- Der er en perlerække af de bedste danske skuespillere med i ’1864’, 150 skuespillere i alt, og vi ville rigtigt gerne have haft Sofie Gråbøl med. Simpelthen fordi hun er en af de allerbedste. Men hun sagde altså nej tak til rollen. Og nu forstår jeg hvorfor, siger Peter Bose, der udvalgte og castede skuespillere fra december sidste år til starten af april 2014. 

 Netop den periode, hvor den 45-årige skuespiller oplyser, at hun fik konstateret bryst-cancer, og efterfølgende blev opereret og behandlet for sygdommen.

 - Jeg er rystet over at høre, at Sofie Gråbøl har været så syg, men jeg er meget glad og lettet over, at hun er på højkant og rask igen, siger Peter Bose fra Miso Film.

 Når ’1864’ til næste efterår løber over de danske tv-skærme som den største danske dramasatsning nogensinde, er det skuespilleren Sarah Boberg, der optræder i den rolle, der oprindeligt var tiltænkt Sofie Gråbøl.