Programmet 'Gift ved første blik' har gået sin sejrsgang over det meste af verden. Vi har samlet de søde, de dårlige og de allerskøreste historier fra det populære program. 

Datingprogrammet 'Gift ved første blik' beskrives som et kærlighedseksperiment, og det danske koncept er efterhånden blevet solgt til mange lande.

Og på papiret lyder det da også rigtig godt. Velreflekterede singler, der er trætte af at være netop dét, og som selv mener, at de har prøvet alt for at finde den store kærlighed, bliver gift med en fremmed mand eller kvinde, som en række eksperter har vurderet, er vedkommendes perfekte match.

Eksperterne, der i Danmark består af blandt andet psykologer, en sexolog og en antropolog, matcher parrene på baggrund af interesser, ønsker for fremtiden, familieværdier og intelligens.

Alligevel er der ganske få af de mange par, der på verdensplan er kommet ud af det danske tv-koncept, der har haft held til at finde kærligheden, som de alle sammen drømte om.

BT har kigget på, hvordan det er gået for de mange par.


De gode...

Vi starter med en solstrålehistorie. I USA skorter det ellers ikke på datingprogrammer, men kigger man på det mest populære, nemlig 'The Bachelor', der er blevet sendt siden 2002, er næsten ingen af parrene blevet sammen.

Men for en af de tidligere deltagere i netop dét program, endte 'Married At First Sight', som programmet hedder over there, meget lykkeligt.

Sygeplejersken Jamie Otis, 28, der var blevet vraget af en af 'bachelorerne' blev nemlig matchet med 32-årige Doug Hehner, og selvom Otis slet ikke var tiltrukket af Doug i første omgang, så endte de med at blive meget forelskede.

Siden har parret fejret et-års bryllupsdag i marts, er blevet gift igen og har i øvrigt deres eget tv-show sammen med det andet amerikanske par makeupartisten Courtney Hendrix og brandmanden Jason Carrion, der også fortsat er mand og kone.

Også i Norge er der kommet blivende parforhold ud af programmet. I Norge fejrede Annabelle Bauer og Vebjørn Tveiterås papirbryllup i maj.

»Det går rigtig godt med os i dag. Jeg synes, vi har et meget solidt forhold, som vi hele tiden arbejder på at gøre endnu stærkere og tryggere,« fortalte den 28-årige Vebjørn Tveiterås til VG tidligere på året.

Anden sæson af 'Gift ved første blikk' er netop startet på TV Norge.

'Down Under' blev også et enkelt par sammen efter at have deltaget i Australiens version af 'Married At First Sight'. Zoe Hendrix og Alex Garner blev vildt forelskede og sagde også ja til at forblive gift som det eneste af de fire australske par, efter tv-eksperimentet var slut.

Og kort tid efter blev Zoe endda gravid:

»Det var den bedste nyhed, jeg nogensinde havde fået, jeg kunne ikke vente med at dele den med resten af Australien,« fortalte Alex Garner i juni i år ifølge The Sydney Morning Herald.

»Men desværre aborterede Zoe, så det gik ikke, som vi havde håbet,« tilføjede han.

På trods af de triste nyheder er parret stadig sammen og drømmer fortsat om at få børn.


De dårlige...

Det kan være svært at få det sagt - at man ikke længere synes, at man skal være kærester. Eller gift for den sags skyld. Men når man nu deltager i et tv-eksperiment om netop kærlighed, som kunne man måske lige oppe sig...?

Dét gjorde Jason Knowles fra den engelske udgave af 'Married At First Sight' imidlertid ikke. I stedet opdagede hans nye hustrus veninde, at han var aktiv på datingapp'en Tinder - bare to uger inde i deres planlagte ægteskab. Det skrev Daily Mail.

Den charmerende mand har siden gnedet salt i såret ved at fortælle, at han havde det sjovere ved at snakke med bartenderen end sin kone på bryllupsrejsen. Av. Behøver vi at skrive, at parret ikke længere er gift?

Ingen danskere, der fulgte med i 'Gift ved første blik' kan have undgået at lægge mærke til Frank Eriksen. Den nu 57-årige bornholmer var netop blevet single, da han sagde ja til Pia Laursen på Københavns Rådhus, og dét var han tydeligvis ikke helt afklaret med. I hvert fald kneb han en tåre over det forliste forhold umiddelbart efter vielsen.

Her ses Frank Eriksen og Pia Laursen fra anden sæson af 'Gift ved første blik' sammen på deres bryllupsdag. Parret blev skilt efter bare én uge.
Her ses Frank Eriksen og Pia Laursen fra anden sæson af 'Gift ved første blik' sammen på deres bryllupsdag. Parret blev skilt efter bare én uge. Foto: DR
Vis mere

Det var ikke lige dét, Pia havde drømt om, og parret endte meget hurtigt med at udgå af programmet og blive skilt. Men kærlighedens veje er som bekendt uransaglige. For på trods af den noget uheldige tv-debut fik Frank masser af tilbud fra kvinder, der havde set ham i fjernsynet, og afslørede da også kort efter, at han havde fået en noget yngre kæreste.

 

Og de virkelig skøre...

Selvom ingen nok vil kalde Frank og Pia et 'match made in heaven', så er det da intet imod, hvor galt det gik for amerikanske Jessica Castro, der medvirkede i anden sæson af programmet i USA.

I første omgang så det ellers godt ud mellem 30-årige Jessica og hendes et år yngre gom, Ryan DeNino, og på trods af mange skænderier valgte parret da også at forblive gift, da sæsonen sluttede.

Ryan DeNino og Jessica Castros arrangerede ægteskab endte alt andet end lykkeligt.
Ryan DeNino og Jessica Castros arrangerede ægteskab endte alt andet end lykkeligt. Foto: FYI Media
Vis mere

Men det gik galt mellem dem omkring Valentins Dag i år, hvor Jessica fik mistanke om, at hendes mand havde en anden. Og herfra blev det kun endnu værre:

Jessica Castro endte med at få et polititilhold mod sin mand, som hun beskyldte for at have truet hende og hendes familie på livet.

Og da parret skulle mødes til et opfølgningsprogram, truede DeNino hende endnu engang - denne gang mens han bar mikrofon.

»Jeg slår hende f*ing ihjel,« lød en af de mange trusler for den DeNino ifølge Us Weekly.

Så er der måske i virkeligheden mere fornuft i at gøre som engelske Sam McDonald, 30. Hun havde meldt sig til programmet og var blevet udvalgt af eksperterne, der havde fundet hendes perfekte match. Men så fik hun kolde fødder, fordi hendes forældre ikke støttede projektet - og trak sig ud af programmet bare to uger før vielsen.

Hun mødte altså aldrig sin drømmemand, der ellers meget gerne ville møde hende. Men produktionsselskabet ville ikke udlevere deres kontaktoplysninger til hinanden.

Her kommer så de sociale medier ind på banen, og takket være Twitter kom Sam i besiddelse af Jacks telefonnummer:

»Jeg sendte ham en besked, hvor der stod: 'Hej Jack, det er Sam. Jeg er ked af, at jeg efterlod dig ved alteret'. Jeg var bange for, at han ikke ville sætte pris på min humor, men jeg tænkte, at hvis vi var et så godt match, som eksperterne havde forudset, ville han forstå den,« fortalte Sam til Daily Mail i sommer.

Heldigvis syntes Jack, at det var sjovt, og dagen efter mødtes parret i London. Bare to uger efter stod de frem i medierne som kærester:

Oplevelsen med eksperterne hjalp dem til at være åbne og ærlige, men både Sam og Jack er glade for, at de ikke blev gift.

»Vi er begge to utrolig glade for, at vi ikke gennemførte det,« forklarede Sam, der altså stadig danner par med Jack.