Før Morten Nørgaard endte som en af favoritterne til at vinde ’X Factor’, sad han arbejdsløs hjemme i sin lejlighed i Odder og kæmpede med at få en hverdag til at køre. Programmet har givet ham selvtillid og tro på en lysere fremtid.

»Det kan godt være, at du synes, jeg virker stille nu, men før ’X Factor’, var jeg faktisk endnu mere stille og indadvendt. Jeg har helt sikkert fået meget mere selvtillid på det sidste«.

26-årige Morten Nørgaard er nok det mest underspillede menneske, du finder i dansk tv lige nu.

Fredag efter fredag begejstrer den generte østjyde seerne i ’X Factor’ med sit rolige ydre og store vokal og er imod alle odds blevet en af favoritterne til at vinde forårets store sangkonkurrence.

Det var der ikke i mange i Mortens omgangskreds, der havde set komme.

Morten er nemlig ikke typen, der praler med sit talent, og før ’X Factor’ var der nærmest ingen, der vidste, at han kunne synge.

Så var det, at hans to yngre søstre Maya og Mathilde i al hemmelighed tilmeldte ham til ’X Factor’.

»Jeg havde faktisk tilmeldt mig én gang før for mange år siden, men da var jeg i gang med at færdiggøre min svendeprøve som mekaniker, kom jeg fra det, og så blev det aldrig til noget... Altså før jeg fik at vide, at mine søstre havde tilmeldt mig i efteråret. Så var det jo bare at se, hvad der skete,« fortæller Remees unge sanger, der altid har været usikker på sig selv og ikke troet på, at hans stemme var noget særligt.

Han er født i Saksild lidt syd for Aarhus, flyttede tidligt med sin far og mor og storebror ud på farfaderens gård i Randlev, før de slog sig endelig ned i områdets ’store’ by Odder.

»Min far er værkfører hos DSB i Aarhus, og min mor har siddet på kontor. De blev skilt, da jeg var lille, så det meste af tiden har jeg boet hos min far, som siden fandt en ny kæreste, som han fik mine to lillesøstre sammen med.«

Morten Nørgaard har en storebror, Jesper, der er 10 år ældre og handicappet. Han bor også i Odder, men går til daglig på en dagshøjskole i Hou, hvor der er personale til at tage sig godt af ham.

»Min yngste søster Mathilde bor hos min far, mens jeg bor sammen Maya, der er salgschef i Netto i Odder. Det er hyggeligt at have en dele hverdagen med, for da jeg boede alene, var det hele lidt for trist og kedeligt.«

Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Det var midt i teenageårene, at Morten Nørgaard ud af, at han kunne synge, men han holdt det for sig selv. Kun søstrene vidste, at han gik rundt og sang derhjemme, når ingen andre hørte det.

Folkeskolen var han ikke den store fan af. Han havde lidt svært med at følge med i timerne og kun matematik, havde han flair for.

»Jeg kunne meget bedre lide at køre på skateboard udenfor med mine venner. Jeg spillede også fodbold, da jeg var yngre, men det stoppede hurtigt.«

I stedet kastede han sig over computerspil og indrømmer gerne, at han i dag er noget af en computernørd.

»Det startede med en Playstation 2, så fik jeg en Playstation 3 og så en computer, hvor jeg har spillet meget ’Battlefield’ og ’Call of Duty’ (Populære skydespil, red.). Jeg har fået rigtig mange venner igennem spillene, da vi kan sidde og snakke med hinanden online, mens vi spiller. De er også i total chok over, at jeg pludselig kan synge og er med i ’X Factor’,« griner han.

Efter folkeskolen og et efterskoleophold i Sønderjylland, meldte Morten Nørgaard sig til en uddannelse som automekaniker i Aarhus, men da han synes, det er sjovere at køre i bil end at stå og kigge ned i motorrummet, droppede han ud efter fire uger.

»Så tog jeg grundforløbet som elektriker i stedet for, hvilket var meget sjovere.«

Efter svendeprøven hoppede Morten Nørgaard derefter fra job til job. Hans sidste opgave var for et dansk firma, der lavede togsæt i Israel, så der boede han og arbejdede som servicetekniker i 11 måneder.

»Jeg kom jo til at vænne mig til det gode vejr, så jeg var ret ærgerlig, da min kontrakt udløb, og jeg måtte hjem.«

Her flyttede han så for et par år siden alene ind i en lejlighed i Odder. Arbejdsløs og uden rigtig noget at stå op til om morgenen.

»Jeg havde det ikke så godt i en periode. Der skete jo ikke rigtig noget. Det var derfor, jeg spurgte, om min søster ikke havde lyst til at flytte ind. Jeg søgte jo alle de jobs jeg kunne og var også til mange samtaler, men hver gang valgte de en anden.«

Derfor er det nu ekstra fedt for Morten Nørgaard at være havnet i ’X Factor’, der kan aflede hans opmærksomhed fra sin arbejdsløshed.

Han har frameldt sig sin A-kasse, så han slipper for at søge jobansøgninger og kan fokusere 100 procent på konkurrencen.

»Jeg nyder det virkeligt, og jeg kan stadig ikke helt forstå, at jeg har været så heldig. Det er underligt at se sig selv på tv, og når folk stopper mig på gaden og vil have taget billeder. Jeg har fået meget mere gåpåmod, og så har jeg jo også tabt mig en del og kommet i bedre form.«

Allerede før ’X Factor’ valgte Morten Nørgaard at give sig selv et spark bagi og omlægge sin kost og begynde at gå i fitnesscenter. Efter at være kommet på tv er motivationen for at lægge dårlige vaner på hylden, så kun blevet endnu større.

»Jeg har tabt mig 14 kilo, måske mere. Jeg var ikke overvægtig, da jeg var yngre, det kom bare, da jeg blev voksen og ikke rigtig kunne komme i gang med et arbejde.«

Han ved ikke rigtig, hvad han vil, når ’X Factor’ er slut. Han har stadig ikke helt vænnet sig til København og tænker, at hvis han skulle flytte fra Odder, ville det nok højest blive til Aarhus.

»Om ti år kunne jeg godt tænke mig at have stiftet familie, men derudover ved jeg ikke, hvad jeg skulle være i gang med. Jeg vil altid synge, men ikke på noget bestemt plan. Jeg håber bare, at jeg har det godt og er glad for, hvad jeg nu har gang i.«