Skuespiller Stephania Potalivo - kendt fra 'Shit Happens', 'Mercur' og 'Vild med dans'  - har netop sagt ja til Nils Petter Bro, medejer af den populære restaurantkæde Madklubben.

'Hun sagde ja!' lyder teksten til et af de billeder, som er blevet delt på Instagram af det storsmilende, nygifte par.

Det er sundhedseksperten Michelle Kristensen, som har delt billedet på sin Instagram. Hun var også med for en lille måneds tid siden på hvad, der dengang var skuespillerens hidtil sjoveste og mest overvældende dag.

'I går var uden tvivl den sjoveste og mest overvældende dag i mit liv! Mine dejligste veninder og familie havde arrangeret min polterabend, og jeg er simpelthen så taknemmelig over at have så fantastiske mennesker i mit liv. Tusinde tak piger for alt det i havde gjort, kan ikke beskrive hvor meget i betyder for mig,' skrev den 31-årige Stephania Potalivo efterfølgende på Instagram.

Lørdag var det lyserøde slør skiftet ud med et langt hvidt. Og kjolen designet af Jesper Høvring, som står bag flere af kronprinsesse Marys kjoler.

Designeren er i hvert fald tagget i Stephania Potalivos Insta-story på et close-up billede af kjolen. En kjole hun har set frem til at bære, fortalte hun for en måneds tid siden til Realityportalen.

»Jeg skal prøve min kjole i næste uge. Den er ved at blive syet, men det bliver ret stort.«

Der fortalte hun også om bryllupsrejsen:

»Vi skal til Sydafrika på safari og ud at se på dyr. Jeg tror, at vi er væk i omkring 10 dage, og vi rejser ret tæt på, at vi er blevet gift.«

Det er godt et år siden, at Stephania Potalivo delte et billede fra Los Angeles, hvor Nils Petter Bro netop havde været nede på knæ.

'Om 5 timer skal jeg giftes med hende her. Jeg er verdens heldigste mand!, ' skrev han lørdag på sin Instagram.