Når VM i Rusland begynder torsdag, ruller både DR og TV 2 deres helt store pakke med kendte værter og eksperter ud på de respektive kanaler. På TV 2 bliver det i år helt uden kvinder i ekspertpanelet til trods for, at kanalen i 2016 under EM brugte tidligere landsholdsspiller Malene Marquad som ekspert.

»Vi har sådan set også arbejdet hen mod, at der skulle være kvinder i ekspertpanelet, men Malene kommer til at være med på News under EM i stedet, for det passer bedre sammen med hendes øvrige arbejde nu. Hun er også sygeplejerske på Rigshospitalet og er tilknyttet DBU som talenttræner, så vi har vurderet sammen med hende, at det passer bedre, at hun er med på News,« forklarer redaktionschef på TV 2 Sporten, Allan Hvid.

Men der er vel andre kvinder end Malene Marquad, man kunne have brugt?

»Det er der helt sikkert, og vi også kigget på, om vi skulle sætte det sammen på en anden måde. Uden at gå i detaljer omkring hvem og hvordan kan jeg sige, at det lykkedes ikke. Vi har kigget på sammensætningen, men det er ikke noget med et bevidst fravalg af kvinder i studiet, det er det bestemt ikke,« lyder det fra Allan Hvid, som ikke ønsker at gå i detaljer omkring, hvad der ikke er lykkedes for TV 2.

Vil altid gerne have kvinder med

I 2016, da Malene Marquad blev brugt som ekspert på TV 2, affødte det blandt andet en omtalt klage fra en borger, der ikke mente, at Marquad var kvalificeret som ekspert, fordi herre- og kvindefodbold er forskelligt.

Kritikken blev dengang pure afvist af sportschef på TV 2, Frederik Lauesen, der også i dag understreger, at Malene Marquad har været og er en værdsat ekspert, som stadig er tilknyttet TV 2 – bare ikke i ekspertpanelet af praktiske årsager.

»Den altovervejende vurdering af Malene var klart positiv, og så var nogle sure, men du kan aldrig gøre alle tilfredse,« siger sportschef hos TV 2, Frederik Lauesen.

Sportschefen understreger, at TV 2 meget gerne ser kvinder i sportsdækningen, men man må også være opmærksom på, at når der er tale om herresport, er der typisk også flere eksperter, der er mænd.

»Jeg kan sige helt generelt, at vi vil rigtig gerne have kvinder med i dækning af alt sport, vi laver. Jeg var meget tilfreds med Malene i 2016, men i sport har man typisk tidligere udøvere eller trænere med, som dyrker den idræt, man beskæftiger sig med. Det vil sige, at det giver sig selv, at i herrefodbold er der flest herrer, der har været med,« siger Frederik Lauesen.

DR med to kvindelige eksperter

Hos konkurrenten på DR har man fodboldspiller og journalist Arnela Muminović, samt landsholdspiller Nadia Nadim i kanalens ekspertpanel.

»Det er ikke, fordi det er et kønsspørgsmål. Vi har fokus på faglighed, men vi har også fokus på alsidighed, så dem vi har i studiet kan noget forskelligt. Så har vi både mænd og kvinder, både tidligere fodboldspillere og nuværende, og også nogle der ved noget om forskellige dele af den her begivenhed. Men vi har ikke kønskvoter,« siger underdirektør i DR med ansvar for Sporten, Anders Kern Boje.