X Factor-dommer Thomas Blachman har altid været meget til stede i sine to børns liv og engageret sig i sine lege, og ifølge tv-personligheden er mænd også bedre til at lege med børn end kvinder.

»Kvinder kan ikke finde ud af at lege med deres børn. Undskyld, men det må jeg sige. Det kræver en mand, der kan sidde i timevis og forsvinde i den der Brio-bane eller Lego-borg og bygge i det uendelige, være fuldt koncentreret i alle de timer, det kræver at komme helt ned i bunden af essensen i legen. Den ting har jeg haft,« siger Thomas Blachman i et interview til Alt for damerne.

Den 55-årige multikunstner er far til børnene Henry på 16 år og Ramona på 11 år, og for Thomas Blachman har det altid været vigtigt at være nærværende i samværet med sine børn. Han erkender samtidig i interviewet, at han har haft tendens til at være 'overangst' i forholdet til sine børn og har haft en stærk beskyttertrang.

Thomas Blachman er igen aktuel i rollen som X Factor-dommer, når programmet bliver sendt på TV 2 i 2019.

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Thomas Blachman, men det har ikke været muligt.