Manden bag hovedkarakteren i DRs nye dramaserie afslører, at han har fået brug for troen med alderen

»Gad vide om det ikke er alderen, der trykker?«

Lars Mikkelsen griner højt af sig selv, selvom emnet faktisk er gravalvorligt.

Tro, religion og eksistens er blevet søndagsunderholdning, og i dag lander anmeldelserne af DR-serien 'Herrens Veje', hvor Mikkelsen har hovedrollen.

At dømme efter søndagens afsnit og det andet afsnit, som BT har set, står Lars Mikkelsen i forreste linje til at hive tv-priser hjem for sin 'mastodont af en rolle', som Adam Price kalder hans portræt af præsten Johannes Krogh i serien.

»Hvem andre end Lars Mikkelsen ville kunne bære den rolle, og være sådan et center for tyngdekraften, og give 'Johannes' den tyngde, indsigt, klogskab, mørke, lys og passion på én gang. Der er en grund til, at Lars er så stor en skuespiller, og at de bruger ham alle mulige steder - også i udlandet,« siger Adam Price til BT.

Hovedpersonen selv er mindre interesseret i sin egen præstation, men til gengæld stærkt optaget af hovedtemaet i 'Herrens Veje'. Og den selvironiske latter dækker over en erkendelse, der har taget mennesket bag skuespilleren det meste af livet at nå frem til.

»Jeg nærmer mig mere og mere det sted, hvor jeg tør sige, at jeg tror. Og jeg har det sværere og sværere med at kalde mig ateist, fordi jeg synes det har så lidt at byde på,« siger den 53-årige skuespiller, der siger, at han altid har haft brug for at tale med 'nogen eller noget', når han var på Herrens mark og ikke på herrens vej.

»Jeg har nok haft den indre dialog hele mit liv, hvis jeg skal være helt ærlig. En dialog med det som nogen vil kalde Gud. Det er fint nok at være i det rationelle, men mange af os bliver budt på meget i løbet af livet. Oplever folk der dør og store livskriser. Jeg har rent faktisk set tro virke for mennesker omkring mig, og set at det har hjulpet dem til overhovedet at overleve. Et misbrug eller tab af en livsledsager. Men tro har svære kår i så rationel en tidsalder, som vi lever i,« siger Lars Mikkelsen, der siger, at han har haft den dialog med sig selv, siden han var 'ganske lille':

»I de katolske lande spørger de, hvordan vi overhovedet tør lave den her serie,« siger Lars Mikkelsen om 'Herrens Veje', hvor han spiller provsten Johannes Krogh, der er en lynende begavet præst, der ikke altid er særlig god til at leve sit eget liv.
»I de katolske lande spørger de, hvordan vi overhovedet tør lave den her serie,« siger Lars Mikkelsen om 'Herrens Veje', hvor han spiller provsten Johannes Krogh, der er en lynende begavet præst, der ikke altid er særlig god til at leve sit eget liv. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg tænkte ikke så meget over dengang, for når man er ung, føler man sig jo helt usårlig. Men i løbet af livet har jeg fået brug for at adressere og forstå, hvad eksistens egentlig er. Og hvad fanden man har gang i...«

Så er det han griner og siger dét der med alderen, der trykker.

Den 53-årige skuespiller har nu ingen grund til at være ked af sin alder. Siden 2000 har han haft markante roller i otte af DRs højprofilerede og prisvindende tv-serier. Også på teater og film er han vokset, og i år fik han både en Bodil og en Robert for den ekstremt udfordrende rolle som den sadistiske forstander Heck i 'Der kommer en dag'.

Også udlandet har fået øjnene op for Mads Mikkelsens storebror. Ikke på grund af familierelationen, men fordi han har et talent i særklasse, der er vokset markant med årene.

I 2015 havde han hovedrollen i den europæiske thriller-serie 'The Team', han har brilleret i to afsnit af BBCs 'Sherlock' og de sidste tre sæsoner har han spillet russisk præsident i 'House Of Cards' overfor Kevin Spacey.

Men den amerikanske serie skal man ikke spørge Mikkelsen om. Her er han bundet af strenge tavshedsklausuler, der gør, at han ikke engang må afsløre om han er med i næste sæson. Selvom den danske skuespiller er lige ved at snakke over sig, da han bliver spurgt, hvordan det går med 'House Of Cards:

»Det går godt! For fa'en, jeg må sgu slet ikke sige noget om det... Jeg kan ikke fortælle om jeg er med igen, men lad os nu se hvad der sker.«

I forhold til udlandet ligger der 'en masse ting og bobler' som Lars Mikkelsen udtrykker det.

»Der har været lidt en prop i det der med udlandet, fordi jeg har lavet det her og så 'Historien om Danmark', hvor jeg er vært. Det er altså public service på en måde som griber os alle sammen, og jeg er så stolt af at være en del af det,« siger Lars Mikkelsen, der ikke afviser karrieren i udlandet.

Men han vil blive i Danmark:

»Jeg vil gerne veksle med at lave lidt i udlandet, men jeg har ikke tænkt mig at flytte derud. 'House Of Cards' har selvfølgelig givet noget positiv respons, og der er nogle muligheder i udlandet, men jeg har ikke rigtig brugt dem til noget, fordi jeg har været her. Og jeg synes faktisk der bliver lavet ting i Danmark der er fuldt på højde med mange udenlandske ting. Vi har ikke 40 millioner til et afsnit af en tv-serie, men kun fire. Til gengæld kan vi lave noget, der er væsentligt og handler om vores eksistens, der ligner almindelige mennesker mere end så meget andet derude i den store verden, siger Lars Mikkelsen, der nyder at arbejde sammen med de fire nye talenter, Morten Hee, Simon Sears, Fanny Bernth og Camilla Lau, i 'Herrens Veje'.

»De her unge, der kommer nu, det er de nye stjerner, og jeg er så imponeret af, hvad de allerede kan. Også i forhold til hvor jeg selv var på det tidspunkt. De er meget bevidste om deres virkemidler og teknik, og samtidig føler man jo et kæmpe ansvar for at være med til at guide dem. Og samtidig drille dem kærligt,« smiler Lars Mikkelsen, der tilføjer:

»Alle kan vel huske den der mester på skolen, som var både kærlig og ordentlig ved én, og som gjorde, at man blev hængende i faget, og i øvrigt kan jeg garantere, at de unge alle sammen for alvor træder i karakter i de næste afsnit over sæsonen, og bliver endnu mere imponerende.«

Fakta om 'HERRENS VEJE'.

  • 'Herrens Veje' kan ses de næste ni søndage klokken 20.00 på DR1.
  • Den er skrevet af hovedforfatter Adam Price med Karina Dam og Poul Berg.
  • Konceptuerende instruktør er Kaspar Munk.
  • Hovedrollerne spilles af Lars Mikkelsen som provst Johannes Krogh gift med Elisabeth som spilles af Ann Eleonore Jørgensen.
  • I de fire roller som familiens unge ses Morten Hee Andersen som August, Simon Sears som Christian, Fanny Bernth som August' kæreste, Emilie og Camilla Lau som Christians tætte veninde Amira.
  • Serien er allerede solgt til en række lande, og DR er allerede i gang med anden sæson, der formodentlig skal sendes i efteråret 2018.