Når den kommende sæson af den populære TV2-serie 'Badehotellet' får premiere, så bliver det uden skuespiller Anders Juul, der har valgt at trække sig fra serien. Skuespilleren fik sidste år stor opmærksomhed for sin rolle i filmen 'En frygtelig kvinde' og teaterforestillingen 'Jeg løber' på Det Kongelige Teater, og den succes har ført en række projekter med sig.

»Når noget lykkes, og der kommer ekstra opmærksomhed på én, så kommer der også tilbud den vej igennem. Jeg skal også spille 'Jeg løber' hele september og igen i oktober, og det er en forestilling, der ligger tæt på mit hjerte, som jeg har ønsket at gøre plads til at genopsætte. Så kommer der 'The Team 2' på DR, og der er et par andre projekter, som jeg ikke kan snakke om endnu,« siger Anders Juul til B.T.

Den 37-årige skuespiller understreger dog, at det kun handler om det tidsmæssige og praktiske, og der er således intet dramatisk i hans beslutning om at forlade 'Badehotellet'.

»Det handler primært om, at når man laver 'Badehotellet', så bliver rigtig meget af ens tid i fem til seks måneder brugt på det, og man skal se ud på en bestemt måde og være til rådighed for hele konceptet. Der er også kommet et naturligt ophold nu efter seneste sæson, så jeg følte, det var et rigtig tidspunkt at sige farvel,« siger Anders Juul.

'Badehotellet' har gennem fem sæsoner været en seermagnet uden lige og har været elsket af danskerne, men den har ofte fået en hård medfart af anmelderne. Nu hvor Anders Juul forlader den populære serie, er han dog ikke i tvivl om, at det har givet ham noget at lave et projekt, der har været mere for seernes end for anmeldernes skyld.

»Jeg kom først på i anden sæson, og den blev ikke så godt modtaget af anmelderne, så jeg havde en forventning om et hold, der var mærket af det. Men jeg blev mødt af folk, der sagde: 'Vi tror på det, vi laver, og vi laver det for dem, der gider se det'. Den beslutning har været god, og der kommer jo flere og flere til. Så jeg husker tilbage på det som en god lektie i, at det ikke nødvendigvis er anmelderne, der får det sidste ord,« griner skuespilleren.

Den oprindelige rollebesætning til første sæson af 'Badehotellet'.
Den oprindelige rollebesætning til første sæson af 'Badehotellet'. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

Han har især elsket at lave 'Badehotellet', fordi hele holdet bag serien har haft det enormt godt sammen, og fordi alle har været meget lige under optagelserne.

»Jeg ved godt, det bliver sagt hver gang, men det har været som at være en del af en familie. Det er sjældent, at tv-serier har en så flad struktur. Der er mange med, og alle har noget at lave, så der står ikke en eller to i toppen, og det har været virkelig skægt,« forklarer Anders Juul, der heller ikke lægger skjul på, at han er trist over at forlade serien, selvom han selv har taget beslutningen.

»Jeg er ærgerlig over at skulle væk fra det, for det betyder meget for rigtig mange mennesker,« siger Anders Juul.

Han fortalte allerede holdet bag 'Badehotellet' om sin beslutning for flere måneder siden, og selvom manuskriptforfatterne har været enormt glade for at have Anders Juul med i serien, så åbner det også op for nye muligheder, når en karakter stopper.

»Vi har længe vidst, at Anders ikke var med, hvis vi valgte at fortsætte, men små forandringer giver ny energi. Ting bliver set på en ny måde, så det kan også være en fordel. I det her tilfælde har det givet os mulighed for at fortælle en historie om Amanda, hans kone i serien, som vi længe har haft lyst til. Den kan man følge, når næste sæson får premiere i det nye år,« skriver hovedforfatterne Hanna Lundblad og Stig Thorsboe i en mail til B.T.

Anders Juul har tidligere medvirket i tv-serien 'Lykke' på DR.
Anders Juul har tidligere medvirket i tv-serien 'Lykke' på DR. Foto: LISELOTTE SABROE
Vis mere

Anders Juul selv har dog ingen idé om, hvordan hans karakter bliver skrevet ud af serien.

»Jeg ved ingenting. I sidste afsnit var der et lillebitte hint, men hvad de gør med det, det aner jeg ikke. Og jeg ved ikke en pind om, hvad der sker i øvrigt, for jeg har slet ikke været en del af det,« forklarer han.

Selvom skuespilleren og karakteren Max altså nu forsvinder fra 'Badehotellet', så er det dog ikke sikkert, at det er endegyldigt.

»Der har altid været en skidegod dialog med producenterne, og der hvor jeg var nu, kunne jeg ikke sige fuldkommen ja, men omvendt skal jeg ikke udelukke, at hvis det giver mening for dem om nogle sæsoner, at figuren vender tilbage, så kan vi ikke vide, hvad fremtiden bringer;« siger Anders Juul.