Lørdag fylder den 40, og musikken og dansen har for længst sikret den en plads i historien. Men ‘Saturday Night Fever’ er meget mere end en discofilm
Når tonerne af Bee Gees hittet ‘Staying Alive’ vælter ud af højtalerne, får mange uden tvivl et saligt smil på læben, ser discokugler og John Travolta for deres indre blik og transporteres tilbage på dansegulvet. Til dengang, hvor hele verden blev ramt af discofeber. Høj feber.
På lørdag er det 40 år siden, at epidemien lagde gaderne øde. Men feberen har aldrig for alvor lagt sig.
For det kan godt være, at tøjet i dag virker kikset, replikkerne lidt gammeldags, men ‘Saturday Night Fever’ har forlængst fået sin velfortjente plads i historien.
Livsstilsekspert Henrik Byager er én af dem, der stadig er fan. Og han er ikke i tvivl om, hvad filmens klassikerstatus bunder i.
»En lykkelig kombinationen af en stjerne som John Travolta og Bee Gees’ musik. En fantastisk skildring af en livsstil og en danseglæde, man bare ikke havde set før. Det var en feber, der ramte på det helt rigtige tidspunkt,« siger Henrik Byager om filmen, der har John Travolta i hovedrollen som den unge arbejderklasseknægt Tony Maneros kamp for finde sin plads i 1970ernes New York. I en tid hvor økonomien lå i ruiner, kriminaliteten og raceoptøjerne eksploderede.
Han finder sin plads i dansen, og billedet af ham iført den sorte skjorte og det stramtsiddende hvide jakkesæt - som kongen af dansegulvet - er ikonisk.
Men ifølge Henrik Byager rummer filmen mange langt dybere lag, som vi har glemt i discokuglens skær.
»Hvis man tror, at det bare er en lalleglad discofilm, så tager man fejl. Jeg genså den for nylig, og var selv overrasket over, hvor mange af de grumme detaljer, jeg havde glemt. For samtidig med, at den har alle dansescenerne, er det også en miljøskildring af noget meget råt, voldsomt og brutalt. Den har langt flere facetter, end de fleste - som ikke har set filmen - tror,« siger Henrik Byager, og fortsætter:
»Det er det klassiske tema om at blive voksen. At finde noget, som man er god til. Finde ud af, hvordan man gebærder sig blandt andre, hvordan man takler succes og modgang. En dannelseshistorie sat i en discoramme,« lyder hans vurdering.
»Og så skader det bestemt ikke, at musikken den dag i dag har en universel gennemslagskraft.«
Men havde filmen også gennemslagskraft for dens stjerner? Det kan du læse nedenfor.
--------------------
Her er de i dag
John Travolta - Tony Manero
Han var 23 år gammel, da rollen som Tony Manero gjorde ham til superstjerne.
Og det smertefulde og sårbare udtryk, han ofte bar i filmen, var ikke kun skuespil. Under optagelserne kæmpede hans kæreste Diana Hyland nemlig med brystkræft. I marts 1977 - ni måneder før premieren - døde hun i hans arme.
Selv blev han et ikon og har siden boltret sig i enhver tænkelig genre. Stort set alt, han har rørt ved, er blevet til guld. Måske lige med undtagelse af den katastrofalt dårlige sci-fi film ‘Battlefield Earth’, som var baseret på Scientology-stifter L. Ron Hubbards bog af samme navn.
Tre nye film er undervejs.
Udover skuespilkarrieren er John Travolta en habil pilot, og ejer 11 fly.
Karen Lynn Gorney - Stephanie
Hun var stræberen Stephanie, som sagde nej til Tony Manero.
“For hende handlede alt om magt og penge, så hun kunne ikke tillade sig selv at se ham som et menneske. Han var for langt nede i fødekæden,” har hun forklaret om sin rolle i ‘Saturday Night Fever’, der heller ikke gav hende selv den magt og de roller, hun kunne have drømt om.
“De anede ikke, hvad de skulle stille op med mig,” sagde hun om at blive sat i bås i filmbranchen.
I en lang periode droppede hun helt skuespillet og drev et kunstgalleri på Manhattan, men vendte tilbage og fokuserede på New Yorks teaterverden.
Hun har haft gæsteroller i tv-serier som ‘Law & Order’ og ‘Sopranos’ og derudover udsendt tre albums som sangerinde.
Donna Pescow - Annette
Hun var tæt på slet ikke at få rollen som Annette i ‘Saturday Night Fever’. Instruktøren mente ganske enkelt, at hun var for pæn til at spille den naive og enfoldige Brooklyn pige, som var håbløst forelsket i Tony Manero.
Donna Pescow valgte at tage 20 kilo på, fik rollen og hele verdens sympati for sin hjerteskærende præstation.
Rollen blev et gennembrud for den nyuddannede Donna Pescow, som efter ‘Saturday Night Fever’ fik titelrollen i tv-serien ‘Angie’, der gav hende frihed til at vælge og vrage mellem rollerne. Dog primært på tv, hvor hun bl.a. har spillet med i ‘Love Boat’, ‘General Hospital’ og ‘Out of This World’.
I dag er hun 63, og tager en rolle i ny og næ, når det passer hende.
“Jeg gider ikke sige ja, bare for at have et arbejde,” har hun fortalt.
I modsætning til i filmen har hun og John Travolta et nært forhold, og de ses stadig.
Paul Pape - Double J
Double J var ham, der sammen med Joey voldtog Annette på bagsædet af bilen, og en af dem i slænget, der var godt fremme i skoene.
Rollen som Double J var hans første, men Paul Pape har siden haft en lang og meget aktiv karriere som skuespiller, og derudover også lagt stemme til en lang række tegnefilm, reklamer og videospil.
Joseph Cali - Joey
Spillede en af de hårdkogte drenge i Tony Maneros slæng, og ham, der insisterede på, at den stærkt berusede Annette havde givet tilsagn til sex.
Var flittigt brugt som skuespiller i en række tv-serier op gennem 1980erne og ‘90erne, men har siden trukket sig tilbage og ejer i dag en virksomhed, der sælger eksklusivt udstyr til hjemmebiografer.
Bruce Ornstein - Gus
Det var overfaldet på Gus, som kastede Tony Maneros slæng ud i et hævntogt på den rivaliserende bande Barracudas.
Karrieren har ikke just været imponerende i årene efter ‘Saturday Night Fever’, hvor han primært har spillet med i tv-serier. Har til gengæld de seneste år haft større succes som forfatter og instruktør af horrorfilm.
Barry Miller - Bobby C
Bobby C var ham med alle filipenserne, der så gerne ville være lige så sej som de andre i Tony Maneros bande. Og hvis forsøg på at bevise sit værd kostede ham livet.
Fik en imponerende karriere på både film og teatret, hvor han bl.a. har spillet med i ‘The Last Temptation of Christ’, ‘Fame’ og ‘Peggy Sue Got Married’. Har vundet flere prestigefyldte priser for sit teaterarbejde. Har ikke været aktiv siden 2003.