Den 48-årige musiker Claus Hempler bliver en del af næste sæson af det populære sangprogram 'Toppen af Poppen'.

Det skriver TV 2 lørdag.

Claus Hempler brød igennem i 1990'erne og er blandt andet kendt som forsanger i bandet Fielfraz, som siden gik i opløsning. Den 48-årige sanger har siden udgivet soloalbummet 'Hempler', som han vandt både en Danish Music Award og en Steppeulv for. Claus Hempler har desuden lavet musik med X Factor-dommer og jazz-musiker Thomas Blachman.

Senest vil nogen måske kende Claus Hempler for at være stemmen bag soundtracket til DR's dramaserie 'Herrens Veje', og nu glæder han sig til medvirke i Toppen af poppen.

»Det er jo svært at sige nej til. Jeg synes, det er smigrende, at jeg er blevet spurgt. Det er vildt dygtige folk, der er med. De er alle sammen nogen, jeg har respekt for og sætter pris på som kunstnere,« siger Claus Hempler til TV 2 og tilføjer, at det kunne være sjovt, hvis nogle af hans 'for længst' glemte numre kunne få nyt liv af andre sangere.

Udover Hempler er Lis Sørensen, Pernille Rosendahl og Søren Sko allerede offentliggjort som deltagere i programmet. Det samme er forsanger i Turboweekend, Silas Bjerregaard og den unge musiker Thøger Dixgaard.

BT kunne fredag afsløre sidstnævntes deltagelse, og han er, som Claus Hempler, benovet over tilbuddet.

»Jeg ser det som en stor cadeau at blive inviteret med i ’Toppen af poppen’ og en stor cadeau, at nogen synes, jeg passer ind i det format,« skrev Thøger Dixgaard i en mail til BT.

Den sidste deltager mangler endnu at blive offentliggjort.