BT mødte Pilou Asbæk, da han i sidste måned var på filmfestival i Venedig for sammen med Hollywood-stjernen Kirsten Dunst at præsentere deres nye film ’Woodshock.

Pilou Asbæk er rigtig begyndt at hænge ud med de amerikanske Hollywood-stjerner.

Han er blevet gode venner med Scarlett Johansson, efter de lavede filmen ’Ghost In The Shell’, han skal til at i gang med den sidste sæson af tv-serien ’Game of Thrones’, og da BT møder ham på filmfestivalen i Venedig, hedder hans nye bedsteveninde Kirsten Dunst.

Filmen Pilou Asbæk er af sted for at promovere hedder ’Woodshock’ og har endnu ikke fået en dansk premieredato.

Den er lavet af de amerikanske designersøstre Laura og Kate Mulleavy og er Pilou Asbæks billet ind til den mere kunstneriske del af Hollywood.

»Det gav mig mulighed for at møde mennesker, som jeg beundrer,« forklarer Pilou Asbæk.

»Min mor sagde altid til mig som barn, at verden kan deles i to. Den ene giver dig ære og den anden gør dig rig – og det er meget sjældent at disse to verdener forbindes.«

Foto: CLAUDIO ONORATI
Vis mere

Laura og Kate Mulleavy er først og fremmest kendt som kreative modedesignere bag mærket Rodarte.

'Woodshock' er deres debutfilm som instruktører, og Pilou Asbæk var klar over, at deres film ville blive noget helt særligt.

»Jeg ønskede at lave et æresprojekt og arbejde med rigtige kunstnere og virkelige mennesker. Jeg er opvokset i et kunstgalleri, så jeg har omgivet mig med denne slags kunstnere hele mit liv, da jeg var barn.«

Pilou Asbæk var ikke i tvivl om, at de kreative søstre ville kunne lave en god film, selvom de aldrig havde prøvet det før.

»Det er sjældent man får mulighed for det, for det er en renæssance for dem,« siger Pilou Asbæk.

Foto: TIZIANA FABI
Vis mere

Under festivalen befinder han sig på den lille ø San Celemente sammen med instruktørerne og hans medspiller Kirsten Dunst.

»Man kan være maler eller lave skulpturer og være en poet på samme tid og disse piger er ikke indskrænket til at arbejde indenfor ét kreativt område.«

Den 35-årige dansker nød også at være omgivet af så mange kvinder og så meget østrogen.

»Jeg elsker kvinder! Jeg er gift med en, og jeg har en datter. Så jeg anser det for at være godt med kvindestyrke. I den kreative verden handler det dog ikke om at dele folk op i kvinder og mænd. Det betyder ikke en skid. Enten har man det, der skal til, eller også har man ikke. Enten er man kunstner, eller også er man ikke.«

»'Woodshock' har Kirsten Dunst i hovedrollen som Theresa, der med cannabis og et andet middel begår et medlidenhedsdrab på sin mor. I resten af filmen befinder hun sig i en tåget tilstand, og man er som tilskuer ikke helt sikker på, hvad der er virkeligt, og hvad der egentlig foregår.«

»Det var virkelig fedt at blive en del af deres verden og deres vision, og det de ville fortælle med denne feberdrøm.«

Magisk forbindelse
Pilou Asbæk spiller Keith, der er ejer af et cannabisapotek i en lille by i det nordlige Californien, hvor de er omgivet af enorme træer. Theresa arbejder for ham, og de har et romantisk forhold.

»Man kan ikke foregive at have kemi med et andet menneske,« siger Pilou Asbæk om at samarbejde med Kirsten Dunst.

»Man kan sætte de bedste skuespillere i verden sammen, men hvis de ikke har god kemi, så er man bare fucked.«

Pilou Asbæk følte sig med det samme godt tilpas med den amerikanske skuespillerinde, der medvirkede i Lars von Triers 'Melancholia' i 2011. De havde også god kemi med det samme.

»Det er meget interessant,« siger Pilou Asbæk om sin første dag på arbejde.

»De skulle filme i seks uger, og jeg var en del af de sidste to uger. Jeg mødte Kirsten første gang, mens hun var ved at filme ude i skoven, og hun var klædt helt i hvidt og gik rundt med bare fødder. Hun kom over og gav mig et kæmpe knus, og jeg tænkte med det samme: ’wauw, jeg er en del af familien nu.’ Det er ikke ret tit, at man møder et menneske, der er så varm.«

Kirsten er Kirsten Dunst, der spiller den sorgramte Theresa i filmen, omtaler Pilou Asbæk som en meget fri skuespiller, der er med til at skabe en magisk forbindelse i filmen.

»Jeg er helt enig,« siger Pilou Asbæk om at samarbejde med Kirsten Dunst.

»Jeg har været meget heldig at samarbejde med nogle fantastiske skuespillere i de seneste år. Men jeg må indrømme, at Kirsten er noget særligt. Man træner så mange år, og som kunster laver man den samme streg med sin blyant, indtil den en dag er perfekt. Det ser så let ud. Når jeg ser Kirsten, oplever jeg den følelse. Jeg er i samme rum som hun og bemærker, at hun får det til at se så let ud. Så ubesværet. Det sker bare. Det er det, jeg beundrer allermest: det rene skuespillertalent.«

Ventede på Pilou
Søskendeparret Laura og Kate Mulleavy, der er kendt som designerduoen bag Rodarte, ville meget gerne vente på danske Pilou Asbæk til deres 'Woodshock'. De var enige om, at de måtte have ham i rollen som Keith i deres debutfilm, efter deres castingdirector havde ’fundet’ ham. Da han ankom lidt for sent på filmsettet i det nordlige Californien i sommeren 2015, viste det sig også at være den rigtige beslutning.

»Visum-systemet i USA virkede ikke en hel måned,« fortæller Pilou Asbæk, der dermed ikke kunne rejse ind i landet.

»Så de måtte vente og vente. De begyndte alligevel at optage filmen og håbede på, at det ville være muligt for mig at få min arbejdstilladelse. Vi skulle jo optage i Californien, og som europæisk skuespiller havde jeg indtil videre kun arbejdet i Europa.«

Pilou Asbæk lavede dermed 'Woodshock', inden han medvirkede i storfilmene 'Ben Hur' og 'Ghost in the Shell' samt TV-serien 'Game of Thrones'. Laura og Kate Mulleavy mener derfor at have ’opdaget’ den danske skuespiller.

»Ja, det var jo før alle de andre store film,« afslutter Pilou Asbæk.