»Jeg er typen, der taler, før hun tænker,« skraldgriner 46-årige Berit Birch, da BT fanger hende ovenpå aftenens ’X Factor’-udsendelse, hvor hun i den grad fik erklæret sin store kærlighed til dommer Thomas Blachman.

I den sidste audition-runde, hvor Berit var taget fra Esbjerg til Aarhus for at stille op sammen med sin 24-årige datter Sarah, fik hun flere gange sagt hvor lækker og sexet, hun synes Thomas Blachman. og Da hun til sidst stod ansigt til ansigt med den skaldede dommer, sørgede meddommer Sanne Salomonsen endda for, at de kom helt tæt på hinanden.

»Det var meget specielt, og det kom fuldstændig bag på mig,« fortæller Berit om at kigge Thomas Blachman dybt i øjnene.

»Jeg havde også forventet, at han var mere hård i det, men han var meget imødekommende. Jeg har læst, at han er blevet en blød mand på sine gamle dage, haha.«

Selve optagelsen foregik tilbage i efteråret. I julen meddelte Thomas Blachman, at han efter tre års ægteskab var blevet skilt fra sin kone Sarah Louise Schackinger.

Berit afviser storgrinende, at hun skulle have haft en finger med i spillet på den front.

»Haha, det er jeg 100 % overbevist om. Jeg er heller ikke interesseret i ham på den måde, selvom jeg selv er single, haha.«

Hun står stadig ved, at hun synes, Thomas Blachman er en sexet, veltrænnet mand, men DR’s sammenklipning giver som altid ikke det fulde billede af virkeligheden:

»Thomas Blachman har jeg fulgt i ’X Factor’ gennem årene, og det var stort at møde ham, men det var faktisk endnu større at møde Sanne Salomonsen. Sammen med min mor og Søs Egelind, er hun blandt de tre kvinder, jeg ser op til i livet, så det var en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse at stå sammen med hende. Jeg fik oven i købet taget et billede.«

Berit og datteren, der til sammen kaldte sig ’The Birch family’, gik som bekendt ikke videre fra ’X Factor’-auditionen efter, de havde sunget deres udgave af Danseorkestrets ’Regndans’. Det tager hun ikke så tungt i dag.

»Vi har aldrig dyrket at synge sammen derhjemme og tog det mest som en oplevelse. Min datter har nogle gange brug for et skub, så jeg var også meget med for at støtte hende. Vi vidste ikke, at det var den sidste sæson, da vi meldte os til, men da vi så fandt ud af det, var det jo ret fedt at vide, at vi nåede det, før det var forsent. Vi havde ikke de store forventninger til at gå videre, men havde øvet os lidt inden for ikke at blive helt til grin.«

Berit, der hjemme i Esbjerg er førtidspensionist, er generelt lidt ærgerlig over at være blevet fremstillet som smålummer, men så er det heller ikke værre.

»Jeg tager det i stiv arm. Det var sjovt at være med, og vi skraldgrinede første gang vi så os selv på tv.«