SPOILER-ADVARSEL: Denne artikel indeholder detaljer fra program to af 'Den store bagedyst'.

I første afsnit af 'Den store bagedyst' skulle ingen af de ti bagedystdeltagere sendes hjem. Men i program to skulle den første amatørbager sendes hjem. Dermed blev ti deltagere skåret ned til ni.

Det blev desværre 28-årige Anam Akhtar. Hun var ikke rigtig i stand til at ramme helt plet med hendes bagværk.

»Jeg tænker, at der er en, der skal være den første. Så blev det bare mig. Det lykkedes mig ikke med det bagværk, jeg havde lavet,« siger hun.

Det ærgrer hende, at hun blev sendt hjem så tidligt, fordi hun havde meget mere at byde på. Bagedystens udfordringer i de første to programmer lå desværre ikke lige til hendes højreben.

»I bagedysten ved man jo ikke, hvilke kategorier, der kommer først. Så det var uheldigt, at det var de mere traditionelle danske kager, som kom først. Dem har jeg ikke så meget erfaring med,« siger hun og fortsætter:

»Det var nok også det, jeg var mest ærgerlig over. At jeg røg så tidligt. Jeg ville jo gerne vise, at jeg kunne lave andre slags kager.«

Anam Akthar, der er civilingeniør, fortæller, at hun privat laver mange fondant-kager. Hun følger også ivrigt med i, hvad der sker på kagefronten i USA, hvor hun fra de sociale medier henter meget inspiration. Og når hun ikke bruger tiden på arbejdet eller med sine børn, så bliver der bagt kage. Det er nemlig i køkkenet, at hun kan finde sin ro og forsvinde ind i sig selv.

Men den ro nåede hun desværre aldrig at opnå under optagelserne, og hun var ligesom mange af de andre deltagere påvirket af de uvante omgivelser. Hun havde især problemer med at få tiden til at slå til, og derfor var det svært at nå helt i mål, som hun havde planlagt.

»Man var helt oppe at køre under optagelserne. Jeg var høj på adrenalin, så jeg kunne ikke tænke helt klart. Men jeg kunne mærke, at jeg var faldet mere til ro, hvis jeg havde fået lov til at fortsætte. Det var lidt ærgerligt, at jeg ikke nåede det og viste, hvad jeg kan.«

Hun lægger dog vægt på, at det var en super oplevelse at medvirke, og at hun har fået nogle gode venskaber ud af sin deltagelse. Der er nemlig ikke mange i hendes omgangskreds, der på samme måde deler hendes store interesse for bagning. Derudover roser hun dommerne for altid at være gode til at give kritik.

Og hun har som minimum taget én ting med sig rent bageteknisk.

»Jeg lærte at lave en perfekt mørdej. Jeg blev vild med at lave tærter,« siger hun og slår en mild latter op.