Der var dramatiske scener under semifinalen af 'Hjem til gården' på TV 2 onsdag aften.

Her huggede en af deltagerne, 32-årige Benjamin Toustrup, sig selv i armen, så blodet sprøjtede ud - for snurrende kameraer og foran et noget chokeret publikum. Det skriver TV 2.

Benjamin kom grueligt galt af sted under en dyst om den sidste finaleplads i programmet, hvor han og to andre deltagere, Lars og Jeppe, skulle save og hugge brænde på tid.

Lars kunne med det samme se, at konkurrenten var kommet til skade og fik trykket på den omkring fem centimeter lange flænge, hvorfra det blødte voldsomt. Benjamin Toustrup fik kort efter assistance fra den Falck-mand, der var til stede under optagelserne, hvis uheldet skulle være ude. Han fik hurtigt bundet gaze rundt om deltagerens blødende arm.

»Da jeg så blodet, tænkte jeg bare: 'Fuck, altså'. Jeg frygtede, at jeg var ude af kampen,« siger Benjamin Toustrup til TV 2.

Han fik dog lov til at komme tilbage i dysten af den Falck-mand, der havde tilset skaden.

Efterfølgende blev den sårede deltager kørt på skadestuen og syet med fire sting. Her lød meldingen, at Benjamin Toustrup var sluppet billigt.

Han, Lars og Jeppe kæmpede i dysten om den sidste finaleplads efter, at de tidligere deltagere i programmet havde stemt Jannie Bager direkte i finalen.