Den nye Star Wars film med Mark Hamill på vej mod nye rekorder, men manden bag Luke Skywalker er ikke vild med sin egen karakter

'Star Wars - The Last Jedi' fik begejstrede femstjernede anmeldelser over en bred kam, da den havde premiere for 12 dage siden, og er allerede nu en enorm kommerciel succes. Både i USA og resten af verden.

I følge Variety gik den ottende film i Stjernekrigsserien ind på en andenplads, som den film, der har omsat mest i biograferne på den første uge i Nordamerika. Med en indtjening på 296 millioner dollar, hvilket svarer til mere end 1,8 milliarder danske kroner.
Lige foran 'Jurassic World' og lige under dens egen forgænger 'Star Wars - The Force Awakens' fra 2015.

Verden over har den lige passeret en omsætning på 650 millioner dollar, svarende til 4 milliarder kroner. Og så har den ikke engang haft premiere i det store Kina endnu.

Filmen har ellers delt Star Wars-fans, der dyrker filmen og dens karakterer som var de eksisterende guder. En del fans har diskuteret heftigt på de sociale medier, og synes, at Luke Skywalkers udvikling er forkert. Og de utilfredse hardcore-fans, deler deres utilfredshed med 'Skywalker'-skuespilleren Mark Hamill.

Den 66-årige skuespiller er ikke vild med den måde hans karakter har udviklet sig på i den nye film.
Her er han den aldrende Skywalker, der i flere år har boet i selvvalgt eksil, et øde og isoleret sted på en mørk forblæst klippeø. Han har forandret sig til ukendelighed, og er næsten ikke til at overtale til at vende tilbage for at bekæmpe Imperiet.

»Luke var så optimistisk, og så fuld af håb og lys. Og her er han så som voksen på et meget, meget mørkt sted,« siger Hamill i følge det amerikanske medie, Deadline.com.

»Det her er den næste generations Star Wars, og jeg følte næsten, at det var en helt anden karakter, jeg skulle spille. Jeg gjorde som Rian (Johnson, filmens instruktør) ville have mig til at gøre, fordi det passer med hans historie, men jeg har stadig svært ved at accepterere det fuldt ud. Det er ikke min film mere,« sagde Mark Hamill, kort før premieren.

Da BT mødte ham tidligere i år, udtrykte Hamill dog også stor beundring for de nye skuespillere i den succesrige film, som han syntes, gjorde det bedre i de fysiske scener end han selv gjorde som ung.

»De nye er så dygtige, og jeg beundrer dem for deres færdigheder. Daisy (Ridley, der spiller skrothandleren Rey), er meget mere fokuseret end jeg var. Da jeg var på hendes alder, tumlede jeg rundt med et lyssværd uden at vide, hvad der var op og ned.

»Det mest fysiske jeg har spillet var i ‘Empire Strikes Back’, (1980), hvor der var en lang duel, der blev indspillet over seks uger i flere kulisser. Det var den olympiske fægtemester, Bob Anderson, der var stuntkoordinator, og han fik mig til at se meget mere tjekket ud, end jeg var i virkeligheden. Vi filmede den om og om igen, så den sad helt præcist. Og det var så krævende, at jeg hver dag kom hjem med blå mærker over hele kroppen.«