Hele Danmark er kommet på fornavn med 'Årgang 0'-stjernerne Christian, Rachel og Stephanie, men det er ikke altid en fordel at være et kendt ansigt.

Det afslører 17-årige Christian Elhauge i en live-chat på TV 2, kort efter at kanalen tirsdag aften havde premiere på den med spænding imødesete 18. sæson af 'Årgang 0'.

For hvor mange unge har held med at komme ind på natklubber, selvom de egentlig ikke er gamle nok, så har Christian måttet sande, at han som en landskendt 17-årig ligeså godt kan opgive at 'snyde' dørmændene i det aarhusianske natteliv. Det fortæller Christian i svaret på et spørgsmål fra brugeren Ida, som bad ham anbefale et diskotek i Smilets By,

'Jeg er ikke gammel nok til at komme ind endnu, og vagterne kan genkende mig fra 'Årgang 0', så jeg har ikke en chance,' lyder det tørt fra 'Årgang 0'-stjernen.

I chatten fortæller Christian Elhauge også, at han er single, fester ca. en gang om ugen og glæder sig 'sygt meget' til sin 18-års fødselsdag. Om det har noget med adgangen til diverse barer i Aarhus' natteliv, fortæller den 17-årige gymnasieelev ikke.

Christin Elhauge er i den nye - og i udgangspunktet sidste - sæson af 'Årgang 0' startet på 2.g på Marselisborg Gymnasium. Udover lektierne prioriterer han vennerne, fodbolden og selvfølgelig festerne højt.

»Når man følger mig i den nye sæson, bliver det sjoveste helt klart, når jeg er på Skanderborg Festival med gutterne. Det er mega grineren, synes jeg. Her får man mig også at se fra en fuld side, hvilket er ret sjovt, men også lidt akavet. Der er noget af det, der er meget pinligt, så det kan seerne godt glæde sig til at se. Men det går nok, for jeg kan jo bruge undskyldningen med, at jeg var fuld,« siger Christian Elhauge til Realityportalen.dk.

Christian har i modsætning til Rachel og Stephanie ikke været med i 'Årgang 0' siden starten i år 2000. Han blev en del af det populære program som seks-årig i 2006.