Godt, fremragende, godt, fremragende igen. Det svinger lidt op og ned i toppen af karakterskalaen for DR’s ”Liberty”. Bedst som man troede, at producenterne havde tabt tråden i forhold til historien om hvem, der udnytter hvem, og forholdet mellem sort og hvid i 1980’ernes nødhjælpssubsidierede Tanzania, så kom ”Liberty” tilbage på sporet, og det endda uden at det gik ud over den banalt underholdende spænding. Tværtimod.

Aftenens fjerde afsnit var det hidtil bedste. Intenst spændende. Underholdende og velspillet. Men først og fremmest med fuld fart på udviklingshistorien, der tager sit udspring i de to unge mænd; sorte Marcus og hvide Christian.

Venskabet ikke bare knirker. Det er i opløsning. For uanset hvor ’sort’ Christian føler sig indeni, ligeså kynisk er han i sin ’hvide mands udnyttelse’ af Marcus, som måske også lidt for let falder ind i rollen som underlegen, for det må han vel være, som den sorte af de to?

Den konflikt er spændende og den fik for alvor plads i aftenens afsnit, skrevet af Christoffer Örnfelt, baseret på Asger Leths manuskript over Jacob Ejersbos berømte roman. Mange kokke? Ja, men det fordærver ikke serien, som måske har en fordel af, at instruktøren er den samme hele vejen igennem. Mikael Marcimain har godt fat i karaktererne, og er både en dygtig personinstruktør og har sans for effektiv og effektfuld spænding. Christians dramatiske tur ud til Tanzinit minerne, var i hvert fald åndeløst spændende.

Desperationen og de fattige afrikaneres kamp for overlevelse i et lovløst samfund præget af korruption fik plads i fjerde afsnit. Dels i beskrivelsen af ’helvedet’ ved minerne, dels i Rachels historie; hun er måske slet ikke er så kynisk beregnende, som vi har troet. Hun kæmper blot en desperat kamp for at brødføde i sin fireårige datter, og hendes eneste våben i den kamp er hendes egen krop. Marcus har (åbenbart?) fået Claire tilbage og har også fået gjort hende gravid – ”vi pumpede uden sok”, skøn replik! - men desperationen lurer, for Marcus har ingen penge til lægehjælp. 50/50-fordelingen af indtægterne fra hans og Christians diskotek går nemlig kun ét sted hen. Og det er ikke engang nok, så Christian må også snyde med SU’en hjemme fra Danmark for at klare sig.

Det er nok farligt, men ikke synderlig svært, og det er sikkert også farligt, at åbne i diskotek i Afrika uden at have tilladelse og uden at betale skat, men problemerne lader sig midlertidigt løse ved at sende en ged til politimesteren. Helt så nemt er det ikke for Niels at redde Katrinas savværk ud af afdøde Jonas’ morads af svindel og humbug, og den kyniske forretningsmand John er klar i spyttet: ”Det er Afrika. Der er ikke plads til helgener her!”. Men Danida og den danske ambassade synes trods alt ikke at være sværere at tale med, end at lidt ideologisk snik-snak om at man da ikke kan lade folk sulte hjælper. Lidt helgen, kan man jo altid være, når man har den bugnende nødhjælpskasse i ryggen.

Idealisterne har dog svære vilkår i en kynisk del af verden. Blomsterkongen Leon siger det ligeud til Kirsten: ”Du kan ikke redde hele landet”, da hendes selvbestaltede sundhedsklinik på Kilimanjaro begynder at tage overhånd, og hun mister modet, da hun ikke kan redde et sygt spædbarn. I baggrunden står den tavse, hvidmalede kriger, symbolet på døden. Og han viser sig også for Christian. Er det en symbolik, som er lige tung nok i forhold til det udgangspunkt ”Liberty” ellers har taget.

Spillet er strålende og har været det fra begyndelsen. Anton Hjejle og Charlie Kurumis rodløse og i stigende grad desperate unge mænd, Sofie Gråbøls solide Kirsten, Carsten Bjørnlunds idealistiske Niels og måske i noget mindre grad Connie Nielsens Katrina, som var en bedre rolle, da hun stadig havde sit dumme svin af en mand at forholde sig til. ”Liberty” er en fornøjelse, og denne gang mere end nogensinde tidligere.