SPOILER-ADVARSEL: Hvis du endnu ikke har set programmet og ikke ønsker, at oplevelsen bliver spoleret, skal du ikke læse videre.

Det kom som noget af en overraskelse, da veteranen Tina valgte at give op i det femte afsnit af dette års udgave af tv-programmet Robinson Ekspeditionen.

Hun havde ellers lige reddet sig selv og sit hold (veteranholdet) fra at blive splittet i atomer. Hvis veteranholdet tabte dødskampen, ville de resterende tre deltagere blive delt ud på to andre hold - de unge og de gamle.

Men Tina, som første gang medvirkede i programmet i 2015, gav op, efter hun havde overlevet dødskampen da Jesper fra det unges hold tabte først.

»Min rejse stopper her. Jeg har ikke mig selv med. Jeg brænder ikke for det. Det, der skulle have været et stort eventyr. Det er det bare ikke blevet,« sagde hun grådkvalt i programmet til sine holdkammerater.

Ekspeditionsleder Jakob Kjeldbjerg spurgte, om hun gav op, hvortil hun svarede:

»Det kan man godt sige. Det vigtigste for mig er at få mig selv helskindet hjem, og det gør jeg ikke, hvis jeg fortsætter.«

BT har talt med Tina for at spørge ind til, hvad der helt præcist lå bag beslutningen, men hun ønskede ikke at medvirke i denne artikel. Det gjorde Jakob Kjeldbjerg derimod, som er skuffet over sin veteran. Sin livline. Men ekspeditionslederen, der tidligere har tordnet mod programmets 'quittere' kommer med en noget overraskende udmelding.

»Når Tina giver op, er jeg selvfølgelig skuffet over hende. Men helt exceptionelt er jeg også nødt til at sige, at jeg har sympati for hende og hendes valg at quitte. Det handler om de to nulboner (Mathias og Backer, red.). Hun bliver delvist offer for to mennesker, der udelukkende møder op for at ødelægge så meget som muligt for så mange som muligt. Det lykkedes dem også at smadre eventyret for Tina,« siger han.

De to deltagere Backer og Mathias blev to gange taget i at snyde og blev derfor sendt ud af programmet. Og Kjeldbjerg tolker Tinas tidlige exit som en efterdønning af det. Kjeldbjerg roser samtidig Tinas indstilling til programmet. Han har intet kritisk i forhold til hendes indstilling i dysterne og dødskampen.

»Tina giver den fuld gas. Hun græder, diskuterer og skændes. Man forholder sig til hende. Det har jeg alt mulig respekt for.«

At Tina forlod ekspeditionen i utide betød, at Jesper fra de unges hold fik lov til at genindtræde, selvom han reelt set var ude af spillet.