I 2014 henvendte en kvinde sig til plastikkirurgerne fra Amalieklinikken i TV 3-programmet 'Mit Plastikmareridt'. Det gjorde hun i håb om, at de kunne hjælpe hende med at rette op på en fejl, der var foretaget, efter hun havde været under kniven hos en kendis-kirurg i USA.

Og hvis man i dag spørger Jens Jørgen Elberg fra programmet, så er det uden tvivl det værste stykke kosmetiskkirurgiske stykke arbejde, som han har set i sin tid på programmet, men også i sin karriere, der strækker sig over 30 år.

»Det gik så galt, at hun endte på en intensivafdeling i Los Angeles. Hun måtte sælge sit hus og fik et resultat, der så meget forfærdeligt ud. Det var skræmmende. Det er det mest forfærdelige eksempel, jeg har hørt og behandlet. Men vi  fik rettet op på noget af det,« siger den erfarne kirurg til BT.

Kvindens plastikmareridt startede med, at hun slog sin næse skæv ved et fald, og det skulle der rettes op på. Og hvem bedre til at operere hende end en kendt kirurg, der har været i amerikansk tv. Projektet kostede hende en lille million kroner, men efter programmet opdagede hun, at noget var galt. Kendis-kirurgen havde simpelthen valgt at operere både på hendes næse og hage, imens hun lå og var bedøvet, hvilket ikke var aftalen.

Jens Jørgen Elberg mener også, at det er et godt eksempel på, at man skal passe på med at opsøge plastikkirurger i udlandet.

»Der ligger mange fælder og lurer,« slår han fast og fortsætter:

»Man skal tænke sig godt om, inden man tager til udlandet. Det er jo store beløb, det handler om, og hvorfor vælger man et sted, der ligger langt væk fra sit hjem, hvis der opstår komplikationer. Det gør man for at spare penge, men nogle gange betaler man også dyrt for det senere.«

Men hvordan kan man så komme sådanne fejl til livs og sikre sig, at man finder en kirurg, der kan sit kram? Jens Jørgen Elberg har flere tip.

»Man skal snakke med flere kirurger og bruge de penge, det koster på forundersøgelsessamtaler. Og på nogle hjemmesider kan man læse en hel masse om dem, der opererer. Andre steder kan man ikke helt gennemskue det. Det er lidt mystisk, når man ikke kan se den person, der opererer en.

Derfor mener han, at åbenhed, ærlighed og gennemsigtighed er alfa og omega, når man skal vælge, hvem der skal føre kniven. Derudover skal man undersøge, hvad man betaler for, hvad man ikke betaler for. Retter klinikken på fejl efter en fejlslagen operation, eller skal man selv hive pungen op af lommen endnu en gang. Han lægger dog vægt på, at ligegyldigt, hvor dygtig en plastikkirurg er, så kan der altid opstå komplikationer.

Også Jens Jørgen Elbergs kollega i programmet Marie Louise von Sperling mener, at man bør gøre sit hjemmearbejde, inden man vælger klinik.

»Du kan jo se, om det ser ud til der er standarder. Er der eksempelvis infomateriale på hjemmesiden. Man kan også undersøge, om de her kirurger egentlig er godkendt i Danmark. Få dig en grundig forundersøgelsessamtale, og se hvad der bliver sagt. Sådan får man også en fornemmelse af personen, der skal operere på en.«

Mit Plastikmareridt har sæsonpremiere tirsdag klokken 21.00 på TV 3.