Morgenfriske danskere skal fremover vænne sig til en ny stemme, når de gnider søvnen ud af øjnene og slår over på Go’ Morgen Danmark på TV 2.

Fra 1. februar næste år bliver det nemlig den kendte vært Morten Ankerdal, der toner frem på skærmen og ønsker danskerne godmorgen.

Det skriver Billed-Bladet.

44-årige Morten Ankerdal er i forvejen kendt fra TV 2’s sportstransmissioner, hvor han ofte guider danskerne igennem de helt store begivenheder som OL, mesterskaber i fodbold og i håndbold. Og det bliver han ved med.

Den populære vært fortsætter nemlig med at være en del af holdet på TV 2 Sport og skal bl.a. være med til at dække VM i fodbold til sommer. Og netop kombinationen med sport og det nye værtsjob på Go’ Morgen Danmark kalder Morten Ankerdal for et ’drømmejob’.

»Jeg får opfyldt min passion for sport, og jeg får Go’Morgen Danmark med alt, hvad det indebærer af møder med mennesker og interviews om deres liv og passion. For mig handler tv om mennesker og skæbner, og det er også et kernefokus i Go’ Morgen Danmark. Mødet med mennesker er en afgørende drivkraft i mit arbejde,« siger TV 2-værten til Billed-Bladet.

Morten Ankerdal har tidligere været vikar på Go’ Morgen Danmark, senest i 2010, hvor han vikarierede for Morten Resen. Han havde desuden en kort afstikker til DR’s Aftenshowet i 2011, hvor han dog blot nåede at være i fem måneder, inden han vendte tilbage til TV 2.