Den kendte skuespiller George Gaynes, som herhjemme i Danmark bedst er kendt for at spille Kommandant Lassard i 'Politiskolen'-filmene, er død i en alder af 98 år.

Den finskfødte amerikanske skuespiller døde ifølge New York Times mandag, mens han var på besøg hos sin datter i Washington. Han blev 98 år.

Gaynes er i USA kendt for flere forskellige roller, herunder en rolle i tv-serien 'Punky Brewster'.

Men i Danmark er han uden sammenligning bedst kendt for rollen som den godmodige og lettere specielle Kommandant Eric Lassard i filmserien 'Politiskolen'.

George Gaynes har optrådt i ikke mindre end syv 'Politiskolen'-film, hvoraf den første, 'Politiskolen', udkom i 1984 og den sidste, 'Politiskolen i Moskva', i 1994.

Siden har han også optrådt som Kommandant Lassard i tv-serie-udgaven af 'Politiskolen' fra 1998.

George Gaynes spillede ifølge filmsitet IMDb sin sidste rolle som skuespiller i 2003, hvor han spillede med i filmen 'Just Married' med blandt andre Ashton Kutcher og den nu afdøde Brittany Murphy.

Slog igennem sent i livet
I det hele taget er George Gaynes, der blev født som George Jongejans i den finske hovedstad, Helsinki, i 1917, bedst kendt for sine mange biroller i både tv-serier og film.

Og samtidig var George Gaynes et dejligt symbol på, at man aldrig bliver for gammel til at forfølge og opnå sin drøm.

For som New York Times beskriver i artiklen om George Gaynes død, så fik han først sit gennembrud med 'Punky Brewster' i 1984 i en alder af 67 år.

Lige nu er sociale medier som Twitter fyldt med hyldester til den nu afdøde skuespiller. Og flere store amerikanske medier skriver også om dødsfaldet.

Du kan se et udvalg af dem herunder.