Herover kan du se et tidligere klip med Søren Frank, der fortæller, hvorfor han synes, Noma er verdens bedste restaurant.
Søren Frank, Berlingskes anerkendte madanmelder, raser over DRs madprogram 'Madmagasinet'. Han mener ikke, Tina Müller, der er vært på tv-programmet er kompetent nok.
Det skriver Søren Frank mandag i en klumme i Berlingske.
Søren Frank mener ikke, at Tina Müller, der er tidligere sportsvært, er kompetent nok som vært i DRs program 'Madmagasinet'. Han savner Christian Bitz, der stoppede som vært i 2013 og blev afløst af Tina Müller og kokken Adam Aamann.
»Helt galt gik det, da sportsjournalisten Tina Müller blev hentet ind fra provinsens håndboldhaller. Kriteriet for at være journalist på 'Madmagasinet' er åbenbart, at man skal vide mindst muligt om mad – hvilket er hån mod os, som rent faktisk interesserer os for emnet. Müller giver den i rollen som fnisende blondine med infantile smagsløg og kan ikke spise østers, blæksprutter og insekter, og så er det op til Aamann at bevise, at disse råvarer kan tilberedes, så selv en blondine kan få dem ned,« skriver Søren Frank og fortsætter.
»Ydmygende for både seerne og kvindekønnet! Det foreløbige lavpunkt blev nået, da Müller gik på jagt efter en gin & tonic uden gran-smagen, som hun ikke kan lide. Jamen, for pokker da, selve idéen med gin er jo, at den skal dufte og smage gran-agtigt, fordi den er lavet på enebær!«
Eva Kvist, redaktionschef på DR Livsstil og Samfund, som er ansvarlig for 'Madmagasinet', kan godt forstå Søren Frank, men pointerer samtidigt, at målgruppen på 'Madmagasinet', også er den del af Danmarks befolkning, der ikke kender til den finere københavnske madscene.
»Jeg kan godt forstå Søren Frank ud fra hans perspektiv, men der er mange, der ikke har samme viden som Søren Frank, som gerne vil blive klogere og få inspiration til madlavning. Vi vil ikke holde en lukket fest for alle, der ved noget om mad i forvejen, men være i øjenhøjde med den almindelige dansker. Så kan det godt være, Søren Frank ikke føler, han bliver klogere af at se det, men det gør andre,« siger Eva Kvist til BT.

Eva Kvist mener også, at Tina Müller lever op til forventningerne som vært på tv-programmet.
»Tina er en god repræsentant for den del af Danmark, der ikke har en speciel viden om mad. Hun er god til at være i øjenhøjde med seerne. Det kan godt være, hendes smagsløg ikke matcher Søren Franks, men de matcher andre danskeres. Jeg synes, hun repræsenterer de danskere, der har en skepsis, men også har lyst til at blive inspireret,« siger Eva Kvist.
Søren Frank mener derimod, at Christian Bitz klarede sig langt bedre i værtsrollen, da han i 2013 var vært på tv-programmet. Og da Christian Bitz har en uddannelse i human ernæring, mener Søren Frank, at det faglige niveau konsekvent altid var højt i programmet, så man følte sig klogere, når afsnittet lakkede mod enden.
Eva Kvist pointerer dog, at Tina Müller ikke er den eneste vært på programmet, men at hun bliver suppleret af kokken Adam Aamann.
»Adam Aamnn er en super dygtig kok, som formår at give inspiration, og som ved meget om fødevarer og råvarer. Så jeg synes ikke Tina, som journalist på programmet, egentlig skal vide særligt meget om mad på forhånd. Hun hjælper seeren med at blive klogere, og det lykkes hun med. Jeg er ikke enig i, at man skal have specialviden for at være på det her program. Det er karakteristisk for en journalist, at man skal formidle til en bredere kreds og ikke holde en lukket fest,« siger Eva Kvist.