Instruktør Kathrine Windfeld er død fredag morgen efter kort tids sygdom. Hun blev 48 år.

Ifølge BTs oplysninger havde instruktøren følt sig utilpas mellem jul og nytår. Kort tid efter fik hun konstateret en kræftsvulst i hjernen. Meldingen fra lægerne var, at sygdommen var aggressiv og at svulsten voksede hurtigt.
De sidste tre uger vidste de pårørende, at sygdommen ville få et dødeligt udfald, og at det ville gå hurtigt.
Derfor kom Kathrine Windfeld på hospice de sidste to uger af hendes liv.

Den 48-årige kvinde var en meget anerkendt instruktør med en lang række tv-serier og film bag sig. Hun har instrueret flere prisvindende serier og film blandt andet flere afsnit af den svenske politi-serie Wallander.

Senest har hun instrueret den store internationale satsning 'The Team', der får premiere på DR om kort tid.

Men det var langt fra det eneste projekt, som Kathrine Windfeld arbejdede på, før sin tragiske død.

Faktisk stod den danske instruktør på på toppen af sin karriere. Det bekræfter hendes nære samarbejdspartner på 'The Team', Peter Thorsboe, der har skrevet manuskriptet til serien.

»Der var så mange kræfter i gang for hende. Hun havde også skrevet under på en kontrakt i USA, som hun glædede sig til«, lyder det fra en meget berørt Peter Thorsboe.

»Der var stor efterspørgsel efter Kathrine, og hun havde masser at lave. Hun var meget dygtig«, tilføjer Peter Thorsboe.

Kathrine Windfeld blev født den 21. august i 1966 i København. Hun blev uddannet filminstruktør fra The National Polish Film School i Lodz i 1995 og tog bagefter en Masters of Art i filmproduktion ved Northern School of Film & TV på Leeds University i England.

Hun arbejdede som instruktørassistent på DRs Emmy-vindende TV-serier 'Rejseholdet' samt filmen 'Nordkraft' fra 2004. og har stået bag en rælkke af DRs succesfulde serier, hvor hun har instrueret afsnit af de prisvindende serier 'Ørnen', 'Forbrydelsen 3', 'Sommer' og 'Broen'.

Hendes egentlige gennembrud som instruktør kom, da hun lavede den svenske Emmy-nominerede TV-serie 'Kronprinsessen' i 2005. En serie som er baseret på en bestseller fra Hanne-Vibeke Holst.

I 2012 instruerede hun den internationalt berømmede svenske film 'Hamilton: I nationens interesse' med den svenske filmstjerne Mikael Persbrandt i hovedrollen.

Kathrine Windfeld efterlader sig en 14-årig søn, samt moderen Ulla Windfeld og faderen Flemming Behrendt.

BT interviewede Kathrina Windfeld i oktober 2013 mens hun var i gang med at indspille tv-serien The Team, der får premiere på DR meget snart.

’The Team’ handler om et internationalt politisamarbejde; nærmere bestemt et team bestående af danske Harald Bjørn, der spilles af Lars Mikkelsen, tyske Jackie og belgiske Alicia, som bliver sammensat for at efterforske en række mord på prostituerede flere steder i Europa.

Herunder kan du se tv-indslaget med Kathrine Windfeld fra 2013:

 

Opdateres...