Om præcis tre uger findes vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2012. Men vinderchampagnen kan hurtigt vise sig at have en grim bismag. For ifølge flere eksperter er der stor risiko for ballade i Aserbajdsjan, hvor finalen i det internationale Melodi Grand Prix afholdes i maj.

Nagorno Karabakh-konflikten spreder stadig gift i forholdet mellem nabolandene Armenien og Aserbajdsjan. Begge parter frygter terroraktioner. Dertil kommer, at det netop i dag, lørdag, afgøres, om 300 indbyggere skal fjernes med magt fra deres hjem i hovedstaden Baku for at gøre plads til den kommende grand prix-arena.

LÆS OGSÅ: 

Mange europæiske stater tøver med at deltage på grund af den lille diktaturstats manglende respekt for menneskerettighederne, skriver det armenske nyhedssite Nouvelles d’Arménie. Det er bekræftet, at Armenien stadig tøver med at deltage, samt at Polen og Island, som ellers er langt i forberedelserne, har lignende overvejelser.

Boykot konkurrencen!

Den kaukasiske redaktør af det globale forum Globalvoicesonline, Onnik Krikorian, bekræfter, at der planlægges aktioner under MGP.

- Melodi Grand Prix vil uundgåeligt kaste lys på korruption, menneskerettigheder og talefrihed i landet med, hvad aktivister i den olierige republik allerede omtaler som 'Eurovision-effekten'. Aserbajdsjans løbende konflikt med Armenien kommer også i fokus, siger han.

LÆS OGSÅ: 

Ifølge centrale MGP-kilder har der været en hel del problemer i samarbejdet mellem i EBU og Baku. Aserbajdsjans diktator Ilham Alijev har total kontrol over det nationale tv. Han har overdraget MGP-arrangementet, nærmest som en petite kærlighedsgave, til sin hustru, Mehriban.

- Hun agerer som en figur i 'Dollars' og arbejder på at bruge Melodi Grand Prix til at præsentere MGP i Baku som afsnit i samme serie, opsummerer kilden overfor B.T.

Johann Sørensen, formand for den danske fanklub MelodiGrandPrixFans.dk, mener, at DR bør boykotte konkurrencen.

- Hvis ikke det lykkes for EBU at få Aserbajdsjan til at overholde gældende menneskerettigheder, og EBU fastholder landet som næste års vært, så mener jeg, at Danmark skal boykotte konkurrencen til næste år, siger han.

Vi deltager!

Men ifølge DRs underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme, er der ingen planer om dansk boykot.

- Nej, vi deltager. Selvfølgelig følger vi debatten. Vi er på et tidligt tidspunkt i forberedelserne. EBU er i fuld gang med forberedelserne, og når organisationen på et tidspunkt kan garantere sikkerheden for den danske delegation, så deltager vi som planlagt. Personligt har jeg forståelse for synspunkterne om menneskerettigheder, men det er kedeligt, at grand prix’et skal bruges til politiske formål, siger Lundme til B.T.