Lyt til artiklen
Farvel og tak. Andet kunne TV 3's budgeteksperter Jan Swyrtz og Carsten Linnemann ikke sige til det fynske par Mikkel Hansen og Louise Egeberg Rasmussen, der ikke ville tage mod hjælp i TV 3's program Luksusfælden tirsdag aften.

Det var umuligt at lægge et budget, der kunne stoppe karrusellen af kviklån og SU-lån, som kæresteparret var rodet ud i. De nægtede at sælge bilen, som de ikke havde råd til, uanset hvad Jan og Carsten ellers fandt på for at gøre det nemt for det fynske kærestepar.

Der blev stillet cykler til rådighed, så deres barn kunne komme i børnehave, og en bilforhandler kom ud til stedet og var klar med et tilbud på bilen. Lige lidt hjalp det.

I dag har de stadig bilen, selvom Mikkel Hansen gerne vil have den solgt.

- Den slipper jeg nok ikke af med, siger han til BT.

Han meddeler, at det går stille og roligt i Ringe på Fyn, hvor parret stadig bor i hus med deres barn. Mikkel har fået arbejde i Bilka, som han stadig passer.

TV 3's eksperter havde en række forslag til parret blandt andet, at de skulle kvitte smøgerne, sælge hunden og stoppe med at tage SU-lån hver eneste måned.

Ryger I stadig?

- Ja, det gør vi godt nok. Men vi har skåret ned.

Har I stadig jeres hund?

- Ja, det har vi.

Er I stoppet med at tage SU-lån?

- Ja. Det bliver der ikke mere af.

Hvordan får I så råd til det hele?

- Det bliver nogle ekstra timer med noget arbejde og sådan noget. Louise er stadig sygemeldt, men hun kan nok få noget rengøringsarbejde eller et andet studiejob, når hun er klar.

Det fynske kærestepar håber på at være sluppet af med gælden til deres kreditorer i løbet af et år. Derefter har de SU-gæld og gæld til familie at betale af på.