»Kære Danmarks Radio og TV2. Jeg hedder Emma og er 10 år gammel. Jeg elsker hyggelige julekalendere. De nye julekalendere, I har lavet, er så uhyggelige, at jeg bliver meget bange og har svært ved at få det ud af mit hoved.«

Sådan indleder Emma Nord Hansen sit opråb i et læserbrev, der er bragt i Kristeligt Dagblad. Den 10-årige skoleelev fra Herning-forstaden Tjørring savner nemlig en julekalender, som hele familien kan samles om.

»’Juleønsket’ fra sidste år var så uhyggelig, at jeg stadigvæk godt kan blive bange, når jeg tænker på dæmonen. Derfor har jeg ikke lyst til at se de nye julekalendere, I laver. Jeg synes, julen skal være hyggelig, ikke uhyggelig,« skriver Emma Nord Hansen bl.a. med henvisning til TV2s julekalender ’Juleønsket’.

Dropper julekalender

I år har Emma og familien helt droppet DR1s julekalender ’Den anden verden’. Det fortæller Emmas far René Nord Hansen til BT.

»Det er som om, universet i DRs og TV2s julekalendere er blevet mere voksent og mørkt de senere år. Jeg ved ikke, om DR og TV2 tænker, at når det skal være til større børn, så skal det være uhyggeligt. Vi har droppet at se ’Den anden verden’, for vi kunne fornemme, at den ikke var til Emmas aldersgruppe,« siger René Nord Hansen.

Men burde I ikke give serien en chance, før I afskriver den?

»Min kone og jeg har set nogle afsnit, og vi synes ikke, den er egnet til Emma – også på baggrund af erfaringerne fra sidste år.«

Ikke alene

Emma Nord Hansen er ikke alene med sin kritik. På DRs Facebook-side både roser og raser seerne over DRs julekalender, og det meste af kritikken går på, at den er for uhyggelig.

»Det er en god ungdomsserie, som kan ses af teenagere og voksne, men børn er den bestemt ikke til. Min datter sagde til mig: Mor, julen er jo hyggelig, men hvorfor skal julekalenderen så være uhyggelig, når det slet ikke er sådan, julen er, og hvorfor handler den slet ikke om jul?,« skriver Anja Røgen Basse bl.a.

Mere dramatik i år

BT har spurgt producent på ’Den anden verden’ Andreas Hjortdal, om han kan genkende 10-årige Emmas kritik af, at julekalenderne er blevet mere dystre.

»Vi har lavet en julekalender, som er lidt mere dramatisk end klassiske julekalendere som ’Nissebanden’. Men den har også det magiske element, kærligheden og humoren. Så på den måde har den lidt af det hele, men jeg vil godt give Emma ret i, at den momentvis kan virke uhyggelig for den yngre del af målgruppen,« siger Andreas Hjortdal.

Han forklarer, at målgruppen for ’Den anden verden’ er børn i alderen 8-16 år og deres familier.

»Vi anbefaler, at de yngste i målgruppen ser den med forældrene, for der er nogle, der kan synes, at den momentvis er uhyggelig. Og for børn kan det være en god idé, at man efterfølgende taler om de ting, som kan være spændende og uhyggelige,« siger Andreas Hjortdal.

Emmas far savner, at I laver en julekalender, der er lidt mere ’favnende’. Kan du følge den kritik?

»Hvis man med ’favnende’ også mener børn ned til femårsalderen, så er den ikke favnende, men jeg synes godt, man kan kalde den favnende, når målgruppen er de 8-16-årige og deres familier,« siger han.

TV2 er ikke vendt tilbage på BTs henvendelse.