Jes Dorph-Petersen og kæresten Louise Lehrmann kommer til at spendere en masse tid sammen i det nye år. Parret starter året med at flytte sammen, og når døren i den nye Hellerup-lejlighed smækker bag dem hver morgen, er der ingen grund til lange farvel-kys. Nu kan de nemlig flette fingre hele vejen til Jes Dorph's arbejdsplads. For det bliver også Louise Lehrmanns arbejdsplads.

Louise Lehrmann har fået job på TV3, hvor Jes Dorph-Petersen arbejder som Champions League-vært. Det bekræfter TV3's pressechef, Søren Hedman, over for Her& Nu.

– Jeg kan godt bekræfte, at Louise vil være en del af et nyt program i foråret på TV3 – men du må vente med at få andre detaljer, siger pressechefen til ugebladet.

Louise Lehrmann er chefredaktør på Bolig Magasinet og Bolig Plus, men det er endnu ikke bekræftet, om det også er bolig-ekspertisen der skal dyrkes på tv-formatet.

Jes Dorph-Petersen og Louise Lehrmann har dannet par siden starten af sidste år. Måneder før var han gået fra konen gennem ti år, Lene Lindholm Mortensen.

Selvom Louise Lehrmann arbejder med trykte medier, er det ikke første gang, danskerne har fået sat ansigt - og krop - på chefredaktøren. For få måneder siden poserede hun nøgen med en række designermøbler for at sætte fokus på dansk design.