Spanske Javier Bardem spiller en af hovedrollerne i den nye 'Pirates of the Caribbean'-film. Som sædvanlig er han skurk.

En gang skurk, altid skurk. Den spanske skuespiller Javier Bardem indtager ofte roller som skurk i store Hollywood-film, og når den nye 'Pirates of the Caribbean'-film ruller over lærredet er det ingen undtagelse.

48-årige Javier Bardem kan nemlig opleves som skurken, når du igen kan opleve Kaptajn Jack Sparrow drikke lidt for meget rom, tage med på piratskibet ’Den Sorte Perle’ og lade dig fortrylle ind i Disney-universet i det nye 'Pirates of the Caribbean'-film.

BT var med, da den nyeste film blev præsenteret i Paris.

Og spanske Javier i en mere genkendelig udgave. REUTERS/Mario Anzuoni
Og spanske Javier i en mere genkendelig udgave. REUTERS/Mario Anzuoni Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere


Den spanske skuespiller Javier Bardem spiller i filmen skurken Salazar, der er ude for tage sin hævn på Jack Sparrow (Johnny Depp).

Selv om den 48-årige Javier Bardem har sin debut i ’Pirates of the Caribbean’-filmen, så er det langt fra første gang, at han indtager rollen som koldblodig og hævngerrig skurk.

Mest kendt er han for sine skurkeroller i henholdsvis ’No country for old men’, hvor han spiller seriemorderne Anton Chigurh og den 23. James Bond-film ’Skyfall’, hvor han spiller Raoul Silva. Sidstnævnte spiller han en berygtet forbryder, der er ude efter James Bond.

Derfor faldt det ham også umiddelbart naturligt at gå ind i rollen som skurk. Som Salazar er der dog en klar linje til rollen i 'Skyfall'. Begge karakterer vil have hævn over hovedpersonen.

Dog oplever han alligevel, at filmene skulle angribes forskelligt som skuespiller.

»Der er forskel på tonen i filmene. James Bond filmen er til voksne, mens Pirates of the Caribbean er en familiefilm,« siger Javier Bardem, der desuden fortæller, at Pirates-filmen har ’mere varme og humor’ end ’No country for old men’, der er mere tung.

Javier Bardem har været skuespiller siden 1990'erne og optrådt i spanske såvel som udenlandske film. Han har spillet alt fra den charmerende kunstner med to elskere i 'Vicky Barcelona', men er bedst belønnet for sin skurkerolle i 'No Country for Old Men', da han vandt en Oscar for denne. Privat er han gift med den verdensberømte skuespillerinde Penelope Cruz.

Under pressemødet i Paris er han afslappet og mild iført en hvid t-shirt. Han sidder tilbagelænet og taler engelsk med spansk dialekt og har let til latter.

Men det er ikke uforståeligt, hvorfor netop han lander skurkerollerne gang på gang. Med hans lange, forholdsvis store ansigt, den brede næse, undermunden, der skyder en smule frem og de kantede kindben har han et markant ansigt, som han kan forvandle fra mildt til brutalt på lærredet.

Hævn eller følelsen af den er ikke noget, der ellers fylder i skuespillerens liv. Han beskriver sig selv generelt som ’et venligt menneske’. Én ting kan dog få ’skurken frem i’ Javier Bardem.

»Jeg kan godt tilgive, at folk kommer fem minutter for sent, men jeg kan ikke tilgive ti minutter. Det er simpelthen respektløst. Dem, der kommer for sent, sætter ikke pris på din tid, og det kan jeg ikke tolere,« siger Javier Bardem, der fortæller, at han ellers er god til at tælle til ti, trække vejret og tænke ’whatever’, hvis han får lyst til at hævne sig.

For at finde det hævngerrig menneske frem, benytter Javier Bardem sig af en teknik, hvor han prøver at finde årsagen til hævnen. Han fortæller, at skurke i film jo ikke selv synes, de er onde. Derfor prøver han at finde den menneskelige årsag til hævnen.

»Man bliver nødt til at lave sin egen historie. Hævn er noget, der påfører en vis smerte, for den som bærer den, både mental og fysisk. Så derfor vil jeg gerne skabe en karakter, der var i smerte,« siger han.

Den største udfordring ved at spille med i Pirates of the Caribbean eller James Bond, var derfor heller ikke at være skurken. Derimod var det at spille sammen med store skuespillere, der har spillet rollerne før i tidligere film i serien.

»Både Daniel Craig (hovedrollen i ’Skyfall’) og Johnny Depp var enormt hurtige til at leve sig ind i rollerne. Flere tidspunkter har jeg stået på settet og tænkt ’shit, jeg har glemt mine replikker’, fordi de har hylet mig ud af den,« siger Javier Bardem.

Den nye Pirates of the Caribbean film får premiere den 24. maj.