Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Efter DRs tv-dokumentar om Jason Watt og hans søn Noah Watt, hagler kritikken ned over hovedpersonen. I det berømte bakspejl kan den tidligere racerstjerne godt se, at han nok gik lidt for langt

Arrogant, temperamentsfuld og dårligt forbillede.

Den tidligere racerstjerne Jason Watt bliver lagt for had af flere seere, efter han i DRs tv-dokumentar ‘Jason og Noah  - en chance til’, råber af sin søn under et gokart løb. Det er scener, som Jason Watt i dag ikke selv er stolt af.

Den 47-årige racerkører, der i 1999 blev lam fra brystet og ned efter en motorcykelulykke, kan godt se, at udsendelsen viser en far, som ind imellem mister kontrollen. Men Jason Watt og hans nuværende kone, Majbrit Watt, mener også, at folkene bag udsendelsen har skabt et unuanceret, forvrænget billede af hans forhold til sønnen ved i for høj grad at fokusere på ‘det negative’.

»Jeg er gået fra at være elsket til hadet af nogle af seerne. Det er ikke rart. Men jeg må kigge mig selv i spejlet. I sidste ende var det mig, der råbte af ham. Og det må jeg så prøve at lade være med en anden gang,« siger Jason Watt.

I tv-dokumentaren følger man den 14-årige gokart-kører, Noah Watt, der vil udleve sin drøm om at blive verdens bedste racerkører. Det kræver meget af drengen, og undervejs i programmet får man indblik i det til tider meget voldsomme engagement, som Noah Watts berømte far - og træner - har i projektet.

»Hvordan helvede kan han være så snot dum«.

»Hvordan fanden kan man have så meget mangel på overblik«.

»Jeg gider ikke engang se på det der lort«.

Sådan lyder nogle af de barske kommentarer fra Jason Watt, da sønnen kører en dårlig tidstagning under europamesterskaberne. Noah Watt hører ikke farens udbrud, da han stadig kører løbet, men efterfølgende har han set programmet, og det får da også Jason Watt til at genoverveje sin optræden i tv-dokumentaren.

»Jeg er selvfølgelig ikke fejlfri, så lige såvel som Noah kan lave en fejl på banen, så kan jeg også lave fejl som både træner og far. Jeg ville ønske, jeg ikke havde råbt af ham, som jeg gør ved banen. Det er ikke nogen undskyldning, men jeg gør det, mens han kører, så han kan ikke høre mig. Men Noah ved også om nogen, hvor meget det kræver, og hvor meget vi begge to går op i det. Og begge vores temperamenter flyder over engang imellem.«

På både DRs og BTs facebook kan man se seernes meninger om, at Jason Watt presser sin søn for hårdt.

»Man må da håbe, at Noah en dag kan gøre sin far glad, for han kæmper da godt nok for det. Jeg synes faktisk at det var en trist fortælling, men jeg håber da jeg tager fejl, og at alle i den familie er glade og lykkelige,« skriver én, mens andre påpeger, at Noah Watt prøver at udleve sin fars drømme i stedet for sine egne:

»Jason er et dårligt forbillede for Noah. Ja, drengen har talent - men det er sin fars tabte ambitioner, han skal indfri. Stakkels ham.«

Og Jason Watt forstår godt, at det er den opfattelse, som seerne står tilbage med.

»Det er jeg meget ærgerlig over. Folk, der ikke kender os, tænker måske, at Noah skal udleve mine drømme, men journalisterne fra DR ved godt, at det ikke er sådan, det hænger sammen. Jeg er i den grad også en kærlig far for Noah, og det er jeg for alle mine børn. Det kan man også se på mange af de optagelser, som DR har i kassen. Det har de bare ikke valgt at vise.«

Jason Watt understreger, at han i dag kan se sin familie og især Noah Watt i øjnene uden at have dårlig smag i munden, og det er det vigtigste for ham.

»Min søn drømmer om at blive en stor racerstjerne en dag. Og så har han en far, der bakker ham op 100 procent. Det her er ikke noget, Noah skal opnå for min skyld. Det er noget, Noah skal opnå for sin egen skyld. Jeg sagde også til kameraet, at jeg en dag drømmer om at være ham, som folk kigger på og siger: ’Det er Noah Watts far’,« siger den tidligere racerkører, der også er ked af titlen ‘en chance til’. Han synes, det er DRs forfejlede måde at fortælle seerne, at Jason Watt får en chance til for at udleve sin drøm - denne gang gennem sønnen.

Hos DR har intentionen været at vise det tætte bånd mellem far og søn, og det er tydeligt i både første program og andet program, som vises mandag 17. april.

»Men vi viser også, hvor sindssygt meget det kræver at være med i det game, som Jason og Noah er en del af – og hvor mange gange man skal trække sig selv op igen efter endnu et nederlag. Der er ingen smutveje til at nå toppen, men til gengæld er der altid - en chance til,« skriver redaktør hos DR Ane Saalbach om titlen på programmet.

Efter premieren på tv-programmet mandag aften har Jason Watts ekskone og mor til Noah, Mai-Britt Vingsøe, også kritiseret eksmanden for sin hårde tone til drengen. Hun mener, at Jason Watt kun burde være far og ikke træner, og hun synes også, at eksmanden ind imellem taber hovedet.

Mai-Britt Vingsøe og Jason Watt blev skilt i 2003. Sammen har de tvillingerne Noah og Filuca Watt, og Jason Watt har også sønnen Silas fra sit andet ægteskab. I dag er Jason Watt gift med Majbrit Watt.

Andre læser også