Tv-værten Jan Swyrtz, der er kendt fra 'Luksusfælden', stopper med at hjælpe danskere i økonomisk uføre på tv.

I den kommende sæson af seersuccesen, som sendes på TV3 fra tirsdag den 28. august, er Jan Swyrtz ikke længere en del af ekspertpanelet, der skal rådføre økonomisk uansvarlige danskere til en bedre finansiel hverdag.

Det skriver Ekstra Bladet.

Jan Swyrtz forklarer over for avisen, at beslutningen om at stoppe helt og aldeles er truffet af ham selv, og forklarer samtidig, at tidspunktet – for at stoppe, mens legen er god – er nu:

»Jeg synes efterhånden, jeg har sagt de ord, der skal siges. Et program, der kører over så lang en periode, skal have noget dynamik – ellers dør det. Og det er altså svært at blive ved med at levere den dynamik, når man har sagt de samme ting ved den tavle tilstrækkelig mange gange,« siger Jan Swyrtz.

Ved siden af sin rolle i 'Luksusfælden' har Jan Swyrtz – i det virkelig liv – tjent gode penge på at hjælpe danskere, som har været i økonomisk uføre, i sin egen virksomhed, Økonomicenteret. B.T har tidligere beskrevet, hvordan tv-værten med en fuldmagt i hånden – og mod et klækkeligt gebyr – har påtaget sig at betale folks regninger i firmaets navn. Noget, han har fået kras kritik for af kunderne, som kaldte ham en svindler. Til B.T. sagde han dengang:

Hvad mener du om prædikatet 'svindler'?

»Det er jeg nødt til at tage på mig. Hvis man synes, jeg er en svindler, så skal folk jo have lov til at synes det. Det hører med.«

Synes du selv, du er en svindler?

»Jeg kan jo ikke påtage mig at være svindler. Jeg arbejder jo netop med at hjælpe folk, der er havnet i mosen. Det kan godt være, at de er utilfredse med, hvilken stige jeg bruger til at kravle ud til dem, eller (de) mener, at jeg hellere skulle have brugt en kran. Men jeg bruger de midler, jeg nu engang har,« sagde Jan Swyrtz om kritikken dengang.

Til Ekstra Bladet fortæller Jan Swyrtz, at han i dag tjener sine penge på aktiehandel.