Nu udtaler skuespilleren Jakob Oftebro sig for første gang selv efter ulykken i slutningen af maj, hvor han blev alvorlig forbrændt i ansigtet under en optagelse til den svenske tv-serie 'Hamilton'.

»Jeg heler godt og håber på at blive som ny igen. Jeg siger, som Peer Gynt ville have sagt det: ’Op på bukken igen’,« siger Jakob Oftebro til VG i forbindelse med, at han meldte sig klar til teaterforestillingen Peer Gynt - en forestilling, som han på grund af sine forbrændinger, har været usikker på, om han var klar til.

Jakob Oftebro har medvirket i en lang række danske film og tv-serier som '1864' og 'Skammerens Datter'.
Jakob Oftebro har medvirket i en lang række danske film og tv-serier som '1864' og 'Skammerens Datter'. Foto: BRITTA PEDERSEN
Vis mere

Den 32-årige norske skuespiller, der blandt andet er kendt fra tv-serien '1864' og filmen 'Skammerens Datter', blev indlagt i slutningen af maj med en andengradsforbrænding efter en ulykke med en molotov-cocktail.

Ifølge det norske medie VGs oplysninger er politiet fortsat ved at efterforske ulykken. Samtidig kører der en forsikringssag, som formentlig er årsagen til, at hverken Jakob Oftebro eller produktionsselskabet Dramacorp har villet fortælle om ulykken.

Men nu lyder meldingen fra skuespilleren, at han er klar til teaterforestillingen i august i Gålå, som også hans far, Nils Ole Oftebro, medvirker i. Og det, er både far og søn er meget glade for.

»Jeg har bare siddet i baggrunden og krydset mine fingre for at det skulle gå den rigtige vej. Det har længe været svært at vide, hvilken vej det gik – ikke mindst psykisk. Jakob har jo fået et voldsomt chok efter det, der skete,« siger Nils Ole Oftebro til VG.

Fysisk har den sidste tid dog også været udfordrende for den unge skuespiller. Huden i ansigtet er blevet så skadet, at der kan gå op til tre år, før den er fuldstændig helet. Derfor må han heller ikke være ude i solen uden meget høj solfaktor de næste to-tre år.

Men faren oplyser til VG, at hans søn er ved godt mod, og at det alt sammen er gået langt bedre, end de turde håber på.