Jake Gyllenhaal har for længst erobret Hollywood, og med sin nye film 'Prince of Persia' er den 29-årige skuespiller på vej mod mere succes. Men selv om han er vant til at arbejde med filminstruktører som Ang Lee, Sam Mendes og Jim Sheridan, kan et brev fra den danske filminstruktør Susanne Bier såmænd også gøre ham glad.

For efter at Susanne Bier for nylig så den amerikanske genindspilning af hendes danske film 'Brødre', blev hun så begejstret for Jake Gyllenhaals præstation som den fortabte bror, at hun greb pennen.

Aldrig mødt hende personligt


- Jeg har aldrig mødt Susanne personligt, men hun sendte et brev til os alle. Det var virkelig, virkelig sødt af hende. Hun roste os for vores arbejde og takkede for, at vi havde genskabt filmen på engelsk. Og så takkede hun mig personligt for, at jeg havde bragt liv til den figur, hun havde skabt. Jeg har brevet endnu, fortæller Jake Gyllenhaal, da B.T møder ham på The Dorchester i London.

Det fornægter sig ikke, at han er amerikaner. Ikke nok med at han er afslappet klædt i T-shirt og jeans, han præsenterer sig endda med et stort smil og siger: 'I’m from America,' da han træder ind ad døren med en vandflaske i sin ene hånd. Under T-shirten anes en veltrænet overkrop, men som Gyllenhaal ser ud i dag, er han nærmest et stankelben sammenlignet med den svulmende krop, han måtte bygge op til rollen som Prins Dastan i Jerry Bruckheimers filmatisering af computerspillet 'Prince of Persia' - en action-spækket fantasyfilm a la 'Lawrence of Arabia' møder 'Indiana Jones'.

Cykler langdistance


- Jeg har altid været sportstrænet. Jeg løber og cykler langdistance, men jeg har ikke tidligere gjort så meget i fægtning og ridning. Det er ikke så udbredt en træningsform i Los Angeles, smiler Gyllenhaal og understreger, at musklerne dog ikke fik ham til at føle sig stærkere indeni.

- Min indre styrke, som jeg finder er den væsentligste, kommer fra en masse andre ting.

Mange ville nok miste jordforbindelsen en smule, hvis de - som han - var vokset op i et filmhjem i Hollywood, hvor stjerner som Jamie Lee Curtis og Paul Newman var naturlige gæster ved middagsbordet. Men tilsyneladende ikke Jake. Hans far er instruktøren Stephen Gyllenhaal, hans mor er manuskriptforfatteren og producenten Naomi Foner og hans søster er skuespillerinden Maggie Gyllenhaal. Selv debuterede han som 11-årig i 'City Slickers' ('Herretur') med Billy Crystal.

Studerede filosofi og religion

Mens filmlegenden Paul Newman endnu levede, nød Jake Gyllenhaal godt af hans gode råd.

- Han var meget charmerende og omsorgsfuld. Han interesserede sig altid for, hvis nogen havde det svært. Det var en helt utrolig mulighed for mig, at jeg kunne ringe og spørge ham til råds. Han kunne også finde på selv at ringe og kommentere noget, jeg havde lavet.

Jake Gyllenhaal har studeret filosofi og Østens religion på Columbia Universitetet i New York, og trods sin privilegerede baggrund har han arbejdet som livredder og afrydder på en restaurant.

- Jeg HAR lavet andet end skuespil, men jeg er ikke så god til andet. Jeg ville elske at vove mig ud i andre projekter inden for film, for eksempel at skrive manuskripter og instruere. Nu er jeg snart 30, og så er det lidt mindre arrogant for mig at tro, at jeg kan gøre det.