Højsommeren er holdeplads for genudsendelser på tv. Men der er fuld gang i produktionen af nye programmer til efteråret. Her har både DR og TV2 spændt sikkerhedsselerne – og tændt for kopimaskinen. Begge satser på velkendte, sikre tv-succeser.

Et kig på de programtitler, som allerede er kendt, vidner om, at der satses på det sikre. Og har den ene public service-kanal succes med et program, står den anden ikke tilbage for at lave en tro kopi.

Og til atbegynde med er der således kamp om de ’rigtige mænd’ på begge kanaler.

DR1 havde i foråret tordnende seer-succes med serier om de fem jyske håndværkere, der satte sig for at lægge livsstilen om og komme i bedre form, og samme kanal er i fuld gang med optagelserne af en ny serie med Palle, Lindy, Hammer, Jonas og Søren.

TV2 har sideløbende skyndt sig at sende deres macho-vært og livsstilscoach B.S. Christiansen ud for at hjælpe almindelige mænd med at finde deres indre machomand i en ny serie, der kommertil efteråret. Og samme B.S. Christiansen er desuden vært for en dokumentarserie om krybskytteri i Afrika.

Riising mod Elming

DRs stærke værtskort Jacob Riising vender i efteråret tilbage med en ny omgang af fredagsunderholdningsprogrammet ’Versus’, der har vist sig at kunne stå distancen over for TV2s fredagsknuser ’Vild med dans.

Tv-produktionsselskabet Mastiff har lige afsluttet optagelserne, hvor 100 deltagere fordelt på 20 hold dyster om at gætte ting som, hvad der er højest: støjen fra en kanon eller et symfoniorkester. Præmien til vinderen er 100.000 kr.

Jacob Riising skal desuden i gang med en ny omgang ’Hvornår var det nu, vi var’, og så skal han være vært for et helt nyt rejseprogram efter engelsk forbillede, der kommer på skærmen til oktober.

Claus Elming og Sara Grunewald vender tilbage med en ny omgang ’Vild med dans’. Og foreløbig er Søs Egelind, Etta Spottag og James Sampson blandt de navne, som TV2 har offentliggjort af sæsonens kendte deltagere, når ’Vild med dans’ vender tilbage for 11. gang.

Tv-værter på familierejser

Puk Elgaard, der har forladt DR1 og nu er morgen-tv-vært på TV2, har også været på tv-eventyr med sin familie, der tæller ægtefællen, tidligere jægersoldat Lothar Friis og sønnen Rasmus. De er på togt gennem Canadas vildmark for TV2, og slutter sig til serien af værtsbårne rejseprogrammer.

Puk skal desuden være vært for reality-boligprogrammet ’Nybyggerne’, derfår premiere efter nytår, og derfor har hun pt. fået orlov fra morgen-tv-tjansen.

Morgen-kollegaen Mikkel Beha er taget ud for at lave tredje sæson af familierejse-programmet ’Fjerne kyster’, der har haft gevaldig succes på TV2 og TV2 Fri.

Tv-værten Timm Vladimir vender også tilbage som vært for en ny omgang ’Den store bagedyst’ på DR1 - med nye håbefulde bagemestre, der skal kæmpe om titlen som vinder af ’Klar, parat, bag’.

’Broen’ og ’Badehotellet’

Den svenske kriminalkommissær Saga Noren, spillet af Sofia Helin, vender snart tilbage på DR1 i en tredje sæson af den dansk-svenske krimiserie ’Broen’ – denne gang uden Kim Bodnia, der i sidste sæson røg i fængsel for mord på sin søns morder.

Hos TV2 er der gang i at producere krimiserien ’Norskov’ med skuespilleren Thomas Velin i hovedrollen, som kriminalbetjenten, der vender tilbage til politistationen i provinsen efter flere år i København.

Medieanalytiker: Færre ser tv

Antallet af danskere, der ser tv, er faldet, og derfor klamrer DR1 og TV2 sig til de sikre seersucceser.

»Enkelte programmer som f.eks. ’Badehotellet’ og ’Arvingerne’ kan stadig trække over en million, men ellers er seerniveauet faldet generelt,« siger medieanalytiker Per Fanerfjord Laursen fra Mediawatch.

»Nu er succeskriteriet for DR1 og TV2, at et program har 500.000 seere. Enkelte events som Dronningens fødselsdagsshow, DRs 90 års fødselsdag og VM i håndbold med de danske kampe har kunnet samle nationen foran skærmen. I øjeblikket samler seer-interessen sig om faktuel underholdning, hvor man også får en viden, såsom ’Skattejægerne’, ’Fantastiske fund’ og ’Guld i købstæderne’, der ligger og topper på ugens tv-hitliste, men stadig med lavere seertal end vi såfor tre år siden. Alle bruger mindre tid på tv, og de unge og teenagerne er helt stoppet med at se tv. Der er masser af andre skærme, der er sjovere at kigge på,« siger Per Fanefjord Laursen.

’Bedraget’ er titlen på DRs nye krimiserie, der får premiere efter nytår.

Samtidigfortsætter TV2s populære dramaserie ’Badehotellet’ om livet på et vestjysk badehotel i 1930ernes depressionstid. Og optagelserne til tredje sæson af Stig Thorsboe og Hanna Lundblads dramaserie er i fuld gang.

TV2tager hul på efteråret med en ny omgang ’Toppen af poppen’ med bl.a. Sebastian, og senere på efteråret er vender talentkonkurrencen ’Voice Junior’ også tilbage.

Efter nytår vender DR1s seersucces og talentfabrik ’X Factor’ ligeledes tilbage, og det bliver både med ny vært, Sofie Linde, og ny dommer i stedet for Lina Rafn, der skal på turné med sit band, Infernal.