Instruktøren Ben Affleck, TV-serien 'Homeland', filmen 'Les Miserables' og den nye kabel-serie 'Girls' var blandt de store vindere ved nattens Golden Globe uddeling i Hollywood.

Men holdet bag den danske storfilm 'En Kongelig Affære' - bl.a. instruktør Nikolaj Arcel, måtte forlade festen tomhændet.

I kategorien 'Bedste Udenlandske Film' (hvor danskerne også var nomineret) løb den østrigske 'Amour' - om et aldrende ægtepars sidste tid sammen - nemlig af med sejren. 

Et resultat, som Nikolaj Arcel selv havde forudset, da han tidligere i weekenden snakkede med BT.

- Bare at være nomineret er en sejr i sig selv, sagde Arcel ved den lejlighed.

Mens mens den østrigske sejr måske ikke var nogen overraskelse, så blev amerikanske Ben Affleck mildest talt taget på sengen, da han for sin film 'Argo' vandt Golden Globe-prisen som 'Årets bedste instruktør'.

I samme kategori kæmpede Ben Affleck, der stadig er bedst kendt som skuespiller, nemlig imod favoritter og legender som Ang Lee, Steven Spielberg og Quentin Tarantino.

Og overraskelsen blev ikke mindre, da Ben Afflecks værk siden vandt aftenens vigtigste pris  'Årets Bedste Film' - I drama-kategorien.

En kæmpe fjer i hatten til Ben Aflleck, hvis navn og film ikke engang var med på listen, da årets Oscar-nomineringer i sidste uge blev offentliggjort.

Årets Oscarfest finder sted 24. februar. Og her er 'En Kongelig Affære' også nomimeret - Sammen med den østrigske Golden Globe-vinder 'Amour'. 

Blandt andre store Golden Globe-vindere var:

Årets bedste sang 'Skyfall' - James Bond, Adele
Årets bedste skuespiller i et drama: Daniel Day Lewis - 'Lincoln'
Årets bedste komedie eller musical: 'Les Miserables'
Bedste TV-serie, drama: 'Homeland'
Bedste manuskript: Quentin Tarantino - 'Django - Unchained'
Årets bedste film, drama: 'Argo'