Det er nu fem år siden, at spørgsmålet 'Hvem myrdede Nanna Birk Larsen' var på alle danskeres læber

Morderen blev fundet, kapitlet afsluttet og sweateren lagt tilbage i skabet. Men fem år senere har tredje runde af 'Forbrydelsen' stadig masser at tilbyde de mordhungrende danskere.

Der er flere stjerner i netavisernes anmeldelser, end der er strikket ind i Sarah Lunds færøske sweater efter sæsonpremieren på 'Forbrydelsen III'. 'Fem stjerner ud af seks' lyder det fra både BT, Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten. Kun Ekstrabladet lader sig ikke sådan begejstre og uddeler kun tre styk for starten på årets mordgåde.

- Hovedforfatter Søren Sveistrup og hans kolleger har i frygt for at kede seerne begået den klassiske fejl, at læsse alt for mange informationer på.... Afsættet var mere forvirrende end fortryllende, skriver Ekstrabladet således i deres anmeldelse, mens Berlingske derimod roser samme Søren Sveistrup for en overbevisende start:

- Allerede i første afsnit spiller serien med musklerne og selvtilliden... Det er meget muligt at krisen kradser. Men ikke hos Svejstrup og DR søndag aften, skriver Berlingskes anmelde om første afsnit, der tog hul på en kold mordgåde, der ifølge Politiken, forklarer Sarah Lunds sweater, der nærmest er blevet synonymet på DRs dramasucces:

- Lad os sige det kort på moderne dansk: Det er fucking fremragende.... Det er koldt både udenfor og indeni. Man forstår så udmærket, hvorfor hun hele tiden har sweater på.

Også britiske Telegraph, der fløj deres anmelder til København for at tage hul på serien sammen med danskerne, er begejstret for 'Forbrydelsen' - eller 'The Killing', som briterne kalder den. Det er samtidig navnet på den amerikanske genindspilning af serien, der kører på anden sæson og som løb med flere priser.

- Hvis anden sæson af 'Forbrydelsen', med sin militaristiske historie, manglede det følelsesladede fra første sæsons Birk Larsen-familie, er sæson tre en tilbagevenden til seriens bedste form. Det britiske publikum har en sjælden ægte oplevelse i vente, når serien kommer til BBC i November, skriver Telegraphs anmelder, der giver fire ud af fem stjerner.

Men selvom anmelderne har svært ved at skjule deres begejstring, raser seerne over noget, der til gengæld synes skjult; dialogen. Et emne der har fyldt godt i DRs seerhenvendelser og - klager de senere år. Men også manglende lys i flere af den mørke series scener har vist sig at blive et problem i denne sæson, hvis man kigger på læserkommentarerne til BTs anmeldelse af 'Forbrydelsen III's første afsnit.

- Skuespillerne mumler, episoden er forvirrende - jeg er hoppet fra.

- Der er nogen, der har slukket lyset! Hvorfor skal vi rode rundt i halvmørke i et hæsblæsende tempo? Nå, det er jo sikkert bare mig, der er for gammel og umoderne!

- Hvorfor skal vi have sort/hvidt mørkt fjernsyn med dårlig lyd. Og en masse støjende musik?, skriver tre af de utilfredse læsere i kommentarfeltet, der dog overvejende er fyldt med positiv respons.Også fra 'Anders B' der samtidig kommer med en god løsning:

-Til alle, der ikke kunne høre, tekst tv side 398 er opfundet..:-), skriver han med henvisning til DRs undertekst-tjeneste.