Alexandre Villaume, der for alvor blev kendt som Wupti-Pede, prøver kræfter med en international karriere, bl.a. sammen med Rihanna. For øjeblikket er han aktuel i ’The Last Kingdom’

Wupti-Pede har skiftet de hjemlige græsgange ud med en international film-og tv-karriere.

Efter succes bl.a. som skoleinspektøren i ’Rita’ følger Alexandre Willaume, 43, stille og roligt i fodsporet på kolleger som Mads Mikkelsen og Nikolaj Coster-Waldau, der for længst er etablerede navne i udlandet.

Det sidste halvandet år har han haft sin arbejdsplads på store filmset i udlandet.

I øjeblikket filmer han i Frankrig for den franske filminstruktør Luc Besson (kendt fra bl.a. ’Taken’-filmene) med så kendte internationale stjerner som Rihanna, der mest er kendt som sanger, og britiske Clive Owen.

Samtidig har han en hovedrolle som tjekkisk major i den nye engelske tv-serie ’Home Fires’, der betragtes som efterfølgeren til ’Downtown Abbey’. Og han er også med i den engelske krimiserie om grænseoverskridende kriminalitet ’Crossing Lines’ med blandt andre Donald Sutherland.

Drøm eller virkelighed

»Det sker rigtig tit, at jeg kniber mig selv i armen. Især inden for det sidste halvandet år,« siger Alexandre Willaume.

Herhjemme kan vi i øjeblikket se ham som den danske viking Kjartan den grusomme i BBC-serien ’The Last Kingdom’, der sendes på Discovery Channel, i selskab med sine danske kolleger Peter Gantzler, Andrea Vagn Jensen, Henning Valin Jakobsen og Thomas Gabrielsson.

I april venter nye optagelser i England af næste sæson af vikingeserien, der er blevet rigtig godt modtaget, både i England og i USA.

»Det har aldrig været min drøm at få lov til at være ude at sejle med et vikingeskib, men det var en kæmpe oplevelse. I en scene skal jeg styre skibet, og så sagde de til mig, at jeg lige så godt kunne blive stående – det gjorde jeg i to timer, hvor vi sejlede rundt. Der var sol. Det var helt fantastisk. Jeg glemte nogle gange, at jeg ikke skulle stå og smile,« tilføjer han om sin debut som vikingeskibsfører med et skib fra vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Plads til ballade

Alexandre Willaume og de danske skuespillere blev kaldt ’vikingerne’ på filmsettet, og sammen forsøgte de at få noget mere humor ind i serien.

»Jeg tror ikke, at så mange mænd er rejst af sted, uden at de også har haft det sjovt sammen. De skulle i krig, og der har været megen angst. Men de har også haft det morsomt. Der var forskel på os og de engelske skuespillere. Tv-producenterne sagde, de kunne mærke, at det var sjovere og lettere og mindre stift og hierarkisk, når vi var på filmsettet. Vi er ikke så høflige, og vi vil have det sjovt samtidig. Det ligger nok i generne hos os fra vikingetiden, at vi er lidt mere rock’n’roll-agtige – så er det heller ikke mere alvorligt.«

Tid til familien

Selvom udlandet rykker alvorligt i Alexandre Willaume, og kalenderen er blevet et større puslespil, er det vigtigt for ham at tage hjem til familien imellem optagelserne. Også selv om det kun er for en halv dag.

»Jeg er meget værnende om min familie. Og den skal jeg også være, når jeg bliver 80, og jeg skal være sammen med min kone og have børnebørn. Men fordi det er sket på dette tidspunkt i mit liv, har jeg fra begyndelsen lagt nogle spilleregler for at arbejde i udlandet. Jeg vil ikke have spilddage. Det er meget let at blive hængende på de dejlige hoteller i de dejlige byer, hvor alt bliver betalt for dig, men jeg vil hjem. Det er lige meget, hvor lang tid, det tager mig at komme hjem, og om jeg kun er hjemme en halv dag. Det må ikke blive en vane på noget tidspunkt, at det er lettere for mig at blive siddende. Der er masser af dårlige eksempler, ikke bare fra min branche, på, hvad der sker, når mænd og kvinder arbejder i udlandet.«