90-årige Holger Perfort, der vil gå over i historien som tjener Olsen i ’Matador’, er stadig frisk på nye roller.

Holger Perfort har været med i massevis af teaterstykker og film siden midten af forrige århundrede. De fleste husker ham bedst for rollen som tjener Olsen på Postgaarden i Matador. Selv vil han bare gerne bruges, for alle opgaver har noget sjovt i sig.

Han er efterhånden gået hen og blevet 90 år, men Holger Perfort kører stadig bil og løber sig en tur en gang imellem. Han er ikke så lidt af et livstykke i en alder, som de færreste af os når. På kakkelbordet foran Perfort i lejligheden på Frederiksberg ligger Carsten Jensens nye murstensroman, som han glæder sig til at gå i gang med. Men han vil egentlig hellere læse på en ny rolle.

Giganternes kamp: Per Pallesen, Boldt i ’Matador’, og Holger Perfort. Fotograferet i anledning af en af de mange genudsendelser af serien.
Giganternes kamp: Per Pallesen, Boldt i ’Matador’, og Holger Perfort. Fotograferet i anledning af en af de mange genudsendelser af serien. Foto: Simon Bohr
Vis mere

»Jeg var med i tv-serien ’1864’ og jeg optrådte i Dragsholmsrevyen i 2008, og jeg vil mægtig gerne stadig bruges, men de nye i faget og unge instruktører aner jo ikke, hvem jeg er. Så kan jeg af og til være heldig, at de ser nogle gamle strimler, og der dukker jeg heldigvis ofte op. Jeg kan dog godt forstå dem, hvis de tænker ’hold kæft, han kan vel dårligt gå eller stå eller lære tre ord udenad i den alder’,« siger Holger Perfort og griner, så det runger i stuen.

Skuespilleren har det fint i sit liv som særdeles aktiv pensionist, men han ville alligevel gerne spille en rolle på teatret eller i en film i ny og næ. Perfort er bare ikke typen, der går tiggergang.

Respekt for Balling

Inklusive organisatorisk arbejde som formand i Dansk Skuespillerforbund fra 1969 til 1976, hvor han blandt andet var manden, der indførte Skuespillerhåndbogen med inspiration fra England og USA og sørgede for etableringen af en A-kasse. To vigtige redskaber for filmbranchen og skuespillere den dag i dag.

Med seks små roller i Olsen-Banden film og den ranke og elegante overtjener Olsen i Matador, har Holger Perfort arbejdet meget sammen med Erik Balling.

»Balling var på mange måder genial. Han skrev selv manuskripter, så han vidste i den grad, hvad der skulle til, og så kunne han se, når kvaliteten var til stede. Han klippede på en måde allerede filmene inde i hovedet. Set fra skuespillernes synsvinkel talte han også den rigtige vej. Det vil sige, at han mestrede kunsten at få enhver skuespiller placeret ind i en overordnet historie, så skuespilleren følte, at han var den helt rigtige til rollen. Når man får at vide, at man er den helt rigtige, så spiller man altså bedre,« siger Holger Perfort.

Holger Perfort er en frisk 90-årig ?herre, der stadig drømmer om en enkelt rolle eller to. Han var ?senest med i 1864.
Holger Perfort er en frisk 90-årig ?herre, der stadig drømmer om en enkelt rolle eller to. Han var ?senest med i 1864. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Han peger også på Ballings evne til at skabe den helt rigtige atmosfære under indspilningerne, så skuespillerne blev ivrige efter at grave dybere i stoffet frem for at være interesseret i at kigge på klokken og have lyst til at komme hurtigt hjem.

Efterhånden er Holger Perfort ikke så overrasket længere, når han bliver genkendt som tjener Olsen fra ’Matador’.

»Serien blev jo en stor succes, og den ligger ikke så langt tilbage i tiden, som andre af de film og tv-serier, som jeg har været med i. Og så gik det jo meget godt for mig, men man skal også huske, at held og timing har noget at sige i det store regnestykke,« påpeger Perfort beskedent.

Skuespilleren er ikke til de store armbevægelser på sit eget talents vegne. Han har taget opgaverne, som de er kommet og har været glad for de fleste af dem. Var der noget, som ikke gik så godt, måtte man jo bare glemme det, smøge ærmerne op og komme videre.

Men hvad ligger der bag den måde, han spillede tjener Olsen på?

»Mine overvejelser gik ud på, at man som overtjener helst skal udføre alle gerninger i sit job perfekt. Men man har også lov til at have sit lune med. Når jeg kommer ind på en restaurant og leder efter et bord, synes jeg jo selv, at det er skønt, hvis der er en hyggelig og rar atmosfære og der kan en lun bemærkning fra overtjeneren være på sin plads.«

Løber på stranden

Holger Perfort tilbringer en del tid ved sit sommerhus ved Roskilde Fjord, hvor der er meget, som skal passes.

»Det er et bindingsværkshus fra 1825 eller deromkring, så der er altid noget der skal holdes ved lige eller som skal repareres.«

Da jeg spørger, om det ikke også er tilfældet med en mand i hans alder, griner han igen og har lidt svært ved at indkredse hemmeligheden bag at nå så langt i livet.

»Ja, jo, jeg har jo ikke drukket mig ihjel, og jeg har ikke ædt mig ihjel. Og jeg har ikke sådan været udpræget sportsmand. Faktisk slet ikke. Men jeg har altid været nysgerrig, og jeg har bevæget mig. I dag kan jeg godt finde på at løbe en tur. Ikke her på Frederiksberg. Af hensyn til min søn og mit nye barnebarn vil jeg ikke have, at nogen risikerer at udbryde ’se, der løber den gamle idiot’. Så det gør jeg på stranden i Roskilde.«

Holger Perfort var i mange år gift med Lillian Tillegreen, der også var skuespiller. Hun døde tilbage i 2002 i en alder af 76 år.

Mødet med mennesker

Perfort blev uddannet skuespiller på Aarhus Teater i 1949, efter han ved et tilfælde var dumpet ind til en sangprøve et sted i byen og havde vist talent for operettegenren. Oprindeligt ville han være maskiningeniør.

»Det sjove er, at min søn Morten er uddannet elektroingeniør, men han er siden kommet til at sætte lys på teatret. Vi kan ikke gøre for det, men vi er altså teaterfolk i vores familie,« siger Perfort.

Da jeg spørger ham, hvem der er det største geni, han har mødt i film eller teater, er svaret overraskende.

»Jeg har ikke været ude for at møde et geni, og så få mit liv ændret af den grund. Det mest interessante og givende har været, når der pludselig er kommet nogle begavede brokker fra et menneske, jeg aldrig kunne drømme om ville bidrage med noget fornuftigt. Og det så har ændret mit forhold til personen i retning af, at jeg fik lyst til at tale mere med vedkommende og er kommet til at lære det menneske at kende. Den slags sker heldigvis oftere end mødet med genier, og er langt mere spændende.«

Læs i morgen om Camilla Søeberg.