Netop nu holder James Bond holdet stort pressemøde i London om den næste film i rækken. Men det er uden danskere ved bordet.

For selvom både pop-prinsessen Medina og 'Vild med dans' vært Christiane Schaumburg-Müller har været til casting som den næste Bond babe, er de ikke inviteret med ombord i actioneventyret.

- Vi har intet hørt og Medina er definitivt ikke i London i morgen, siger hendes pressetalsmand Martin Buhl, som dog hverken vil be- eller afkræfte noget, fordi han ikke personligt har været i kontakt med Medina, siden hun tog til USA i sidste måned.

Og sådan lyder den nedslående melding også fra Christiane Schaumburg-Müller.

- Jeg har ikke hørt noget fra dem. Det er vel sådan, at når man ikke hører noget, så betyder det, der ikke er noget, siger Christiane Schaumburg-Müller til Ritzau og understreger, at det var en sjov drøm, så længe den varede.

- Det var sjovt at være til casting på. Jeg var da glad for det!

Produktionen bag den næste Bond - nummer 23 i rækken - har hidtil holdt kortene meget tæt til kroppen.

Men nu er hovedskuespillerne annonceret og det er altså den franske skuespillerinde Bérénice Marlohe, som vippede både Medina og Christiane af pinden.

Blandt de øvrige stjerner som mere eller mindre er bekræftet til Bond 23 - der får titlen 'Skyfall' - er spanske Javier Bardem som superskurken og Naomie Harris som kollega til Bond.