SPOILER-ADVARSEL: Der forekommer spoilere i denne artikel omkring tv-serien 'Making a Murderer'.

Det er Netflix-serien som 'alle' taler om.

Den 10 episoder lange dokumentar-serie 'Making a Murderer', handler om, hvordan amerikanske Steven Avery uretmæssigt sad fængslet i 18 år, efter han i 1985 blev kendt skyldig for en voldtægt, han ikke havde begået. Derefter blev han impliceret i drabssagen på fotografen Teresa Halbach, og Avery blev idømt livstid for drabet i 2007.

Men mange hævder, at den 54-årige mand ikke er skyldig, og det hævdes på det kraftigste i serien, at politiet i Manitowoc i Wisconsin, USA, måske var lidt for ivrige til at få ham dømt.

I serien møder man blandt andet Steven Averys forlovede, Jodi Stachowski, der mener, at han er uskyldig. Men onsdag aften tog sagen en vild drejning. Her stod hun frem på amerikansk tv i HLN-programmet 'Nancy Grace' i et interview, hvor Jodi Stachowski nu hævder, at det alt hun sagde i 'Making a Murderer' og hendes tro på Steven Averys uskyld er en stor løgn. Det hele var spil for galleriet. Det skriver blandt andet Variety.

Efter serien fik premiere i december har der floreret flere underskriftindsamlinger om, at han skal frifindes, samt teorier, der hævder, at Steven Avery mildest talt blev røvrendt af politiet. Det er grunden til, at Jodi Stachowski nu står frem i medierne for første gang. Hun mener, at folk skal kende den sande Steven Avery.

»Han er ikke uskyldig (...) Han truede med at dræbe mig, min familie og en ven,« siger hun i programmet ifølge flere medier heriblandt Variety.

Steven Avery, som han ser ud i dag. Foto fra Wisconsin Department of Corrections 4. december 2015.
Steven Avery, som han ser ud i dag. Foto fra Wisconsin Department of Corrections 4. december 2015. Foto: -
Vis mere

Mens de to var sammen så både truede og tæskede Steven Avery angiveligt Jodie Stachowski.

»Steven er den eneste person, som jeg ikke kan stole på. Han er et monster,« siger hun.

Hun droppede Steven Avery under Teresa Halbach-sagen i 2005, efter to voldelige og turbulente års parforhold. En dag gik hun til ekstremerne.

»Jeg spiste to æsker rottegift, så jeg kunne komme på hospitalet og væk fra ham. Og for at spørge politiet om hjælp, siger hun. Et udsagn som politiet har bekræftet.

Ifølge den eksforlovede kvindes udsagn så fremstår Steven Avery kun godt i dokumentaren, fordi han beordrede hende  til, hvordan skulle opføre sig når der blev filmet.

»Smil, vær glad. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg ønskede ikke at komme til skade.«

Faktisk bad hun dokumentaristerne bag 'Making a Murderer' om at blive klippet ud af serien. Det skete ikke.