Hold da op for en samling hængemuler at bruge sin søndag sammen med, skriver BTs anmelder.

Der er dybt at falde, når man er lettet så flot som ’Forbrydelsen III’, og det gjorde aftenens afsnit så. Styrtdykkede.

Lad gå at tiden mest af alt blev brugt på at opsummere, hvad vi allerede vidste, nemlig at det er den gamle sag, der optager kidnapperen. Og lad os også bare se gennem fingre med, at selv samme snakkechatol af en bortfører er ved at blive en parodi med sine skiftende luner og krav.

Nej det, der virkelig ligner en uheldig drejning her knap halvvejs inde, er series nye fokus på følelser og familierelationer.

Nanna Birk Larsens forældre var også sønderknuste i sin tid, men denne gang er familiefølelserne en rød tråd, der også påvirker dømme- og handlekraft hos Sara Lund og landets statsminister. Alle har noget i klemme, ser det ud til. Det binder historierne sammen, men det fastholdt dem også i dødvande og tristesse i aftes, og hold da op for en samling hængemuler at bruge sin søndag med.

Robert Zeuthen trak mundvigene hen ad parketgulvet og ekskonen Maja brød sammen i krampegråd. Det står nemlig klart nu, at kidnapperen kender Emilies vaner, og vupti stod butler Reinhardt lige med den legetøjsbil i hånden, som lillebror ledte efter.

Det kan lige så vel være et vildspor, som et hint, men kønt bliver det aldrig med disse belejlige tilfældigheder. Ligesom det ikke var elegant, at den hårdt belastede statsminister partout skulle omkring sit gamle hus for at se på en vandskade og fælde en tåre i sin forsvundne søns drengekammer.

Værst er dog Lunds familieproblemer. Det er jo blottet for mening, at hun var lige ved ikke at tage kidnappertelefonen af frygt for at skuffe sin søn. Og ikke alene gør det hende til en dårlig betjent - familiebavlet dræner hende også for al den kulde, kynisme og rå Gråbøl-attitude, der har været seriens bedste kort.

Lad os håbe det er en enlig svale, for hvis hovedforfatter Søren Sveistrup er ved at afslutte sin trilogi med at gøre Sara Lund til et sammensat, helt menneske, der bliver personligt berørt, så mister serien mere, end den vinder.

Lund må ind i kampen igen. Mere handling og mindre føleri. Ellers ender hendes næste sweater med at være i lyserød angora.

Forbrydelsen III (4:10), DR1 søndag

LÆS DE TIDLIGERE ANMELDELSER HERUNDER