'Ja, den gik jo ikke'

Fik hjælp til job og bolig. Nu er Hjemløse Henrik på gaden igen

42-årige Henrik Søndergaard Pedersen fik støtte til at finde en bolig og få hjælp med sin jobsituation i DR's dokumentarprogram 'Mit Publikum'. Nu er han tilbage på gaden, skriver sn.dk.

Med ét slag var Henrik Søndergaard Pedersen blevet landskendt. Et panel på 30 mennesker fulgte ham i fire dage, og de skulle derefter give ham råd til at komme på rette spor. Henrik havde nemlig været hjemløs og mistet alt i forbindelse med et omfattende misbrug.

Panelet rådede ham til at få en bolig og komme i jobtræning, og det var lige, hvad Henrik Søndergaard Pedersen gjorde, men nu er han tilbage på gaden.

Frederiksborg Amts Avis mødte ham fredag formiddag, hvor han var i færd med at sælge de hjemløses avis 'Hus Forbi'

- Ja, den gik jo ikke, siger han med en lille smil.

- Jeg prøvede 14 dage i jobtræning hos min tidligere chef, men jeg var helt ødelagt, indhyllet i en tåge og fik angstanfald. Ganske enkelt mistede jeg kontrollen, men jeg har heldigvis stadig min lejlighed i Helsingør. Nu overvejer jeg at tage enkeltfag på HF og komme i gang på den måde. For jeg tror stadig på livet, forklarer Henrik Søndergaard Pedersen, ifølge sn.dk.