Jens Ole Christensen er inspektør på Tøjhusmuseet, historiker med flere bøger om 1864 og ansvarlig for museets udstilling om 1864.

Ligesom andre historikere er han stærkt kritisk over for Ole Bornedals serie om 1864:

- Jeg finder den ganske utroværdig. Og det gælder både det faktuelle og fortolkningen. Jeg kommer i tvivl om, hvorvidt instruktøren har ment det som en parodi eller om vi skal tage serien alvorligt. Han veksler mellem det komiske som i "Soldaterkammerater i trøjen" og det tragiske i "Der Untergang" uden han kan bestemme sig, men både i detaljen og i det overordnede rammer filmen helt ved siden af.

Kan du nævne et eksempel?

- Hvis vi tager det faktuelle/materielle er der en masse der er forkert. I en af de første scener ser vi Ditlev ridende med soldater, men hans uniform har intet at gøre med 1864. På hans uniform hænger der medaljer, men en af dem er helt klart erindringsmedaljen for indsatsen i 3-års-krigen 1848-1851, men den blev jo først uddelt i 1870erne, så hvordan i al verden kan han ride rundt med den i 1864. Djævlen sidder som bekendt i detaljen og djævlen ville grine af dette stykke ahistoriske vrøvl. Men på den anden side kan Bornedal jo have ment det som en parodi, og så rammer han jo rigtigt.

Hvordan ser du skildringen af D.G. Monrad?

- Jamen det er jo helt grotesk. Det har intet med Monrad at gøre og selv om han havde sine særheder, så var han jo en begavet og ansvarsbevidst mand, der så at sige skrev grundloven. Men i Bornedals version er han en lallende nar. Det er helt ude i hampen.

Det kan jo også være en parodi?

- Ja måske. Jeg mener, det er fint at fortolke historien frit og sætte tingene til debat, men her har vi en gakket udlægning af historien. Når DR har en public service-forpligtelse og Folketinget har skudt 100 millioner kr ind af vore penge, så må vi forvente et rimeligt begavet stykke film, men dette gør os bare dummere på historien og ikke klogere. Der sker vold på historien og seerne bliver på ingen måde klogere af serien.

Men hvorfor er det blevet sådan?

- Det skal man vel ikke være professor i raketvidenskab for at regne ud. Det er vel et forsøg på at sige noget nutidigt om dansk krigsindsats og vise at vanvittige mænd dengang som nu trækker Danmark ind i krige. Filmen handler i virkeligheden om sårfeberen fra 2001 og ikke fra 1864 og om at danske politikere sammen med USA gik i krig i Irak. Dele af det danske kulturparnas hader den krigsindsats og den matrer stadig kulturparnasset og derfor skal 1864 misbruges til nutidig debat.

Er du enig med Rasmus Glenthøjs kritik, at Bonedal lader en samling galninge føre Danmark ind i en vanvittig krig på grund af nationalisme og at denne version er ude i hampen?

- Fuldkommen enig.