Ny film om Hvidsten Gruppen overdramatiserer historien med opdigtede skyderier og flugtscener. I virkeligheden løsnede gruppen ikke et eneste skud.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Et fly brummer i det fjerne. En lille gruppe modstandsfolk tager opstilling på den jyske hede. De tænder deres lygter for at signalere, at det er her, containerne med våben og sprængstof til den danske modstandsbevægelse skal nedkastes.

Men noget går galt. Flyet viser sig at være et tysk jagerfly.

Den unge modstandsmand Niels Fiil affyrer en maskingeværsalve mod flyet. Jagerflyet vender om og besvarer ilden med en sønderflængende skudsalve fra sine to vingekanoner. Modstandsfolkene kaster sig til alle sider for ikke at blive ramt.

Modstand på heden

Scenen stammer fra filmen Hvidsten Gruppen, der portrætterer en gruppe modstandsfolk på den jyske hede. I perioden 1943 til 1944 tog gruppen imod våben, sprængstof og faldskærmsfolk fra England.

Filmen hævder at være baseret på virkelige hændelser, men scenen med skudvekslingen har aldrig fundet sted i virkeligheden.

LÆS OGSÅ: 

Det konstaterer historiker Niels Gyrsting, da B. T. beder ham om at vurdere filmens historiske autenticitet.

- Der skete det i august 1943, at Hvidsten Gruppen kom til at lyse mod et tysk fly. Det gjorde, at gruppen indstillede sine aktioner, fordi pladsen var kompromitteret, men der fandt aldrig nogen skudveksling sted, siger Niels Gyrsting.

Jeg vil ærgre mig

Han har skrevet en bog om Hvidsten Gruppen og har fungeret som historisk konsulent på filmprojektet. Selv om han har interesseret sig brændende for modstandsbevægelsen, siden han var dreng, ønsker han ikke at se den færdige film.

- Alene i traileren fandt jeg tre-fire fejl, så jeg har slet ikke lyst til at se hele filmen. Jeg vil bare sidde og ærgre mig, siger han.

LÆS OGSÅ: 

I filmen er der også en scene, hvor to af gruppens yngste medlemmer - søskendeparret Niels og Gerda - bliver jagtet af tyske soldater med hunde. Det er ifølge Niels Gyrsting også fri fantasi.

- Der er ingen tilgængelige oplysninger om gruppens aktioner, der fortæller, at en sådan episode har fundet sted, siger Niels Gyrsting.

Trods filmens overdramatisering af historiske hændelser, glæder Niels Gyrsting sig over, at der nu kommer fokus på Hvidsten Gruppen.

Ny interesse

- Sådan en film skaber jo noget ny interesse, og det er pragtfuldt.

Det ærgrer mig bare, at man har overdramatiseret på den måde, for det er ikke nødvendigt.

Men jeg er jo også historienørd, siger Niels Gyrsting og peger ind på sit herreværelse, der lige som kælderen er fyldt med hjelme, uniformer, bajonetter og andre samleobjekter fra Anden Verdenskrig.

Der var også pyntet på historien i filmen ' Flammen & Citronen' fra 2008. I filmen begår de to modstandsfolk blandt andet et drab, der af historikere tilskrives helt andre modstandsfolk.
Filmen om Hvidsten Gruppen har forpremiere i Randers i dag og kan ses i biografer over hele landet fra 1. marts.