Når TV 2 programmet 'Toppen af poppen' løber over skærmen inden længe, så bliver det med den 35-årige musiker og sangskriver Annika Aakjær. Dermed er der sat navn på denne sæsons syv deltagere.

Med hittet 'Skulder ved skulder', der var en hyldestsang til venskabet med sangerinden Maria Key, bragede Annika Aakjær igennem lydmuren tibage i 2016. Nu skal hun inden længe fortolke Pernille Rosendahls, Søren Skos, Lis Sørensens, Silas Bjerregaards, Thøger Dixgaards og Claus Hemplers sange i TV 2's populære musikprogram 'Toppen af poppen'.

Det skriver TV 2.

Annika Aakjær fik for alvor sit gennembrud tilbage i 2010, hvor hun modtog prisen Steppeulven for 'Årets håb' samt en Robert for 'bedste originale sang' for titelsangen til 'Gummi T', mens hun to år efter, i 2012, modtog en hæderspris fra sangskriverorganisationen DJBFA.

Men det er ikke kun bag mikrofonen, den 35-årige nordjyde har slået sine folder. Foruden sit musikalske talent har hun også spillet rollen som Daimi i filmen Dirch og ikke mindst hovedrollen som Snehvide på Aarhus Teater.

Trods de mange talenter er det dog sangskriveriet, der trækker mest i hende, fortæller hun til TV 2 og tilføjer, at der særligt er to af de andre sangere i 'Toppen af poppen', som hun ser frem til at møde.

»Jeg er helt oppe at køre over, at Lis Sørensen er med. For mig er hun en af de største sangerinder - ikke bare i Danmark med i hele verden. Hendes stemme er en enigma (mysterium, red.), hvor man tænker: 'Hvordan kan det egentlig lade sig gøre',« lyder det, inden hun også nævner Pernille Rosendal.

'Toppen af poppen' bliver vist til efteråret på TV 2.