Lyt til artiklen

Inger Nilsson var kun otte år, da hun fik rollen som den rødhårede barneheltinde Pippi Langstrømpe - med det fulde navn Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdotter Långstrump. Nu har hun levet med rollen i 45 år, og hun har måttet kæmpe for at finde sin egen identitet.

Det fortæller hun til svenske Expressen, hvor hun også fortæller, hvordan hun rejste land og rige rundt for at spillen rollen som Pippi, og hvordan rollen har påvirket hendes liv som voksen.

- Jeg blev uddannet på teaterskolen, men der var ingen teaterchef, der ville have mig. De sagde bare: Du er Pippi Langstrømpe. Du kan ikke få arbejde hos os, siger Inger Nilsson.

For at tjene til dagen og vejen har den svenske skuespillerinde blandt andet arbejdet som lægesekretær, men hun har altid betragtet sig selv som skuespiller. Og hun bliver stadig genkendt på gaden her 45 år efter, hun spillede rollen som verdens stærkeste pige.

- Jeg bliver altid genkendt. I Europa kan beundrere stå i flere timer i regnen for at få et glimt af mig, og jeg får også breve, fortæller Inger Nilsson til Expressen.

Astrid Lindgrens fortællinger om Pippi Langstrømpe, der boede i Villa Villekulla med aben Hr. Nilsson og hesten Lille Gubben, blev til en tv-serie og tre spillefilm.

Senest har Inger Nilsson medvirker i den tyske detektivserie 'Kommissæren og Havet', hvor hun spiller retslægen Ewa.

Pudsigt nok optages serien i Gotland, hvor store dele af 'Pippi Langstrømpe' også blev optaget. Det optager mange af de lokale, og enkelte har ligefrem budt Inger Nilsson velkommen tilbage til Gotland.