Der er fortsat ingen varme følelser mellem grev Ditmar og Amanda. Hun selv har indledt et hedt forhold til arkitekten Max, mens Fru Aurland fortsat skjuler hemmeligheden om, hvem der i virkeligheden er far til lille Severin. Hr. Frigh er blevet teenage-forelsket i den unge skuespillerinde Kitty Hansen, og frøken Fie har endnu ikke helt givet slip på Morten.

Der er krise i stort set alle af parforholdene i Badehotellet, men hvad kan parrene selv gøre for at rette op på deres respektive situationer? Det har BT bedt parterapeut Mikael Hoffmann om at forholde sig til.

Mikael Hoffmann driver sin egen klinik i København og har over 21 års erfaring som psykoterapeut. Selv mener han, at det gode parforhold helt basalt består af tillid, tryghed og respekt for hinanden. Og selvom parrene i ’Badehotellet’ er ren fiktion, kan deres respektive kriser alligevel godt overføres til virkeligheden, mener han:

»Det her er ikke raketvidenskab. Det er helt grundlæggende problemer i mange parforhold. Selvfølgelig forsøger tv-serien at trække linjerne meget skarpt op, men jeg siger dig, at der også er mange par i Danmark, der har lige så store udfordringer,« siger han.

Nedenfor kan du læse Mikael Hoffmanns bedste råd til Hr. og Fru Madsen, Hr. og Fru Aurland, Grev Ditmar og Amanda og alle de andre.

Grev Ditmar og Amanda

Grev Ditmar og Amanda opretholder stadig facaden om deres ægteskab over for familien og for de øvrige hotelgæster. Men i realiteten er der ingen varme følelser mellem dem, og derfor indgår parret en aftale om, at Amanda kan opretholde forholdet til arkitekten Max, såfremt hun bliver i ægteskabet med grev Ditmar.

Parterapeutens råd:

Det altafgørende i al parterapi er kommunikation, og derfor er parret nødt til at tale om situationen. Man kan godt leve et som-om-liv, hvis man er enige om det, og hvis man er i stand til at kommunikere med hinanden på en selvansvarlig måde, dvs. at vi ikke kritiserer eller bebrejder hinanden.

Men kan man godt leve ét liv udadtil og samtidig skjule, at man er homoseksuel?

Det er der en del, der gør. Man kan godt leve et parallelt liv, så længe hun kan respektere hans seksualitet, og så længe han kan respektere, at hun er en sensuel kvinde, der også har behov.

Max og Amanda

Forholdet mellem Max og Amanda er fortsat passioneret, men Amanda har stadig svært ved at forlade grev Ditmar, til trods for at der ikke er nogen følelser mellem dem. Derfor dukker Max op på Badehotellet for at bede Amanda om at tage en beslutning.

Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Vis mere

Parterapeutens råd:

Amanda kan ikke beslutte noget som helst, fordi hun er forelsket. Og hvis først hormonerne ræser af sted, er der ikke noget at gøre. Det er forelskelsens natur. Forelskelsen skal først have lov til at lægge sig, før hun kan komme videre.

Hr. og Fru Madsen

Efter sin personlige konkurs er Hr. Madsen afhængig af sin kone, da han ikke selv kan gøre forretninger. For at få mere likviditet pantsætter han sin kones smykker, men det gør hende så rasende, at hun til sidst tvinger sin mand til at gøre forretninger med sagfører Kvist.

Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Vis mere

Parterapeutens råd:

Han har gjort noget uden hendes accept, da han solgte hendes smykker. Og derfor har hun hverken tryghed eller tillid til ham mere. Det er vigtigt, at man giver værdi til parforholdet, og derfor skal han finde ud af, hvad hans kone gerne vil have. Hvis hun f.eks. gerne vil have en glad og sund mand, så skal han sørge for at opfylde dette ønske. Så kan det godt komme til at fungere, også selvom han er gået på røven økonomisk.

Hr. og Fru Frigh

Hr. Frigh er tryllebundet af den unge skuespilelev Kitty Hansen, som er ankommet til badehotellet i selskab med Hr. Weyse. Flere gange inviterer han den unge skuespilelev på ture til Skagen, og i al hemmelighed har han også købt et par kort bukser for at imponere den unge kvinde.

Her ses Hr. Frigh i selskab med den unge skuespilelev Kitty Hansen.
Her ses Hr. Frigh i selskab med den unge skuespilelev Kitty Hansen.
Vis mere

Parterapeutens råd:

Der er helt klart noget i deres parforhold, der ikke fungerer, siden han kan blive tryllebundet af en anden kvinde. Når den ene part foretager et sidespring, er alle tre parter lige ansvarlige for det. Det kan være, at konen ikke har givet sin mand det, han gerne ville have i form af opmærksomhed, anerkendelse eller sex. Hun har måske interesseret sig mere for børnene, og derfor føler manden sig tilsidesat, og så er det, at der kan komme friller ind imellem dem. Derfor skal de kommunikere med hinanden, om hvad det er for nogle behov, de ikke får dækket.

Hr. og Fru Aurland

Hr. og Fru Aurland er på ferie med sønnen Severin, som er resultatet af Fru Aurlands affære med skuespilleren Edward Weyse. Hr. Aurland kender ikke til sin kones affære med den feterede skuespiller, men da Hr. Aurland overhører et skænderi mellem Hr. Weyse og frøken Kitty, får han nys om, at Hr. Weyse kan være far til barnet.

Parterapeutens råd:

Der er helt klar noget de skal kigge på i deres relation. Hvorfor har hun overhovedet haft lyst til at have en affære, der oven i købet har resulteret i et barn?

I det seneste afsnit bliver der lagt op til, at Hr. Aurland godt ved besked om sin kones affære. Bør han konfrontere sin kone med den viden, han ligger inde med?

Absolut, men på en hensigtsmæssig måde uden at kritisere eller bebrejde, for ellers er der noget usagt imellem dem. Forholdet kan altså sagtens bestå, hvis de får talt om tingene, og hvis de får respekteret hinanden og genopbygget tillid og tryghed til hinanden.

Men det kræver vel, at han kan respektere, at han ikke er far til barnet?

Det vil han godt kunne, hvis han vælger at gøre det. Det er ikke noget, der er uopretteligt. Men det kræver, at de begge skal tilgive nogle ting. Tilgivelsen er ikke for partnerens skyld eller for barnets skyld, men for sin egen skyld.

Kitty og Hr. Weyse

Skuespilleren Edward Weyse er ankommet til badehotellet med en ung skuespilelev Kitty Hansen. Angiveligt for at øve replikker. Men i realiteten har parret et forhold til hinanden, og den unge skuespillerinde formår gentagende gange at sno Hr. Weyse om sin lillefinger, bl.a. ved at kalde ham for far.

Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Vis mere

Parterapeutens råd:

Gå i psykoterapi! Han skal have bearbejdet og opløst sine indre spøgelser. Der er én eller anden afhængighed eller følelsesmæssig brist inde i ham, som kan være forårsaget af et traume, f.eks. et overgreb, der måske kan være foregået af en søster eller en anden kvinde. I praksis betyder det, at de fleste mennesker formentlig kan sno ham om deres lillefinger. Det vil sige, at han er bundet og ufri. Han er ikke kaptajn på sit eget skib. Det kan godt være, at han er charmerende, fordi han er skuespiller, og fordi han ser godt ud, men han græder helt sikkert indeni. Det er 100 procent sikkert.

Frøken Fie

Forholdet til Morten er definitivt forbi, efter at han har bosat sig i Skagen sammen med en enlig mor. Sammen med de andre stuepiger finder hun en opskyllet mand på stranden, en ung trompetist, som efterfølgende inviterer hende til at komme til Skagen for at høre ham spille.

Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Vis mere

Parterapeutens råd:

Hun skal afstemme sine forventninger med den unge mand. Det bør alle mennesker i øvrigt gøre, når de indleder et parforhold, medmindre der er tale om en kortvarig sommerflirt.

Men hvad med Morten? Bør hun glemme ham?

Ja, det bør hun absolut få lagt bag sig og få bearbejdet følelsesmæssigt, for ellers hænger hun fast. Hvis hun stadig er hemmeligt forelsket i Morten, og hun indleder et nyt forhold, så er der pludselig tre i det forhold, uden at manden ved noget om det, og det vil give ballade fremover.