Norsk familiedrama, nissepigen Tinka og en juleversion af en kendt tv-serie for unge.

Der er noget for de fleste, når DR og TV 2 blænder op for årets julekalendre.

DR1 har købt den norske 'Snøfall', som på dansk bliver kendt som 'Snefald', der handler om den forældreløse pige Selma på ni år. Sammen med hunden Casper flytter hun midlertidigt ind hos naboen Ruth, der er en streng dame. Hun drømmer om at få sin egen familie, hvilket hun skriver i et brev til julemanden. Brevet havner i landsbyen Snefald, der ligger i et andet univers - og hvor hun blandt andet møder børnene Pil og Frida og sågar julemanden. Julekalenderen sendes fra 1. december klokken 19.30 og sendes med danske stemmer.

Ramasjang er der 'Ramajetternes Jul' fra 1. december klokken 17. Her får Ramajetterne den nedslående besked, at julemandens computer er blevet stjålet fra lufthavnen, hvilket bringer julen i fare. I bestræbelserne på at redde julen følger vi Ramajetterne rundt i hele Europa.

DR Ultra har lavet en særlig version af ungdomsdramaserien 'Klassen'. Frederik står over for at miste sin yndlingskammerat Josefine, der skal flytte til en anden by. Josefines mor er nemlig ikke helt begejstret for klassen, som hun mener er dysfunktionel. Men Frederik giver ikke op så let, og ser det som sin julemission at få klassen til at have det godt igen, så Josefine ikke skifter skole. En plageånd kaster sin opmærksomhed på Frederik - og spørgsmålet er nu, hvem det egentlig er?

Årets julekalender på TV 2 er 'Tinkas juleeventyr', hvor vi følger nissepigen Tinka. Sammen med de andre nissepiger skal hun 1. december op til nissekongen, hvor hun skal have overrakt en særlig amulet for at markere, at hun er en rigtig nisse. Men noget går galt, og Tinka havner i menenskeverdenen, hvor hun møder Lasse. De to prøver at løse gåden om ,hvorfor mennesker og nisser har levet adskilt de sidste 100 år. På rollelisten finder vi blandt andet Ellen Hillingsø, Birthe Neumann, Anette Støvelbæk, Neel Rønholt, Christian Tafdrup, Mia Lyhne, Lars Knutzon og Paw Henriksen.

TV 2 Charlie genudsender den populære 'The Julekalender', som du kan læse mere om her.