Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
I en ny programserie på TV 2 lukker blandt andre Helle Thorning-Schmidt op for de private gemakker, når tv-vært Felix Smith inviteres med i statsministerens sommerhus på Bogø.
- Det første program bliver med Helle Thorning. Mig og Helle i sommerhus. Det var overraskende hyggeligt. Vi havde lavet en dogme-regel om ikke at snakke politik, eller noget der lignede, og det lykkedes næsten. Man ser hende også kokkerere lidt. Hun lavede fiskefrikadeller til mig, fortæller Felix Smith om det første program i serien 'Felix rykke ind'.
I programserien, som tv-værten selv beskriver som en anderledes slags portrætprogrammer, har en række af Danmarks største personligheder sagt ja til at lade Felix Smith rykke ind i deres liv i fire dage.
- De er jo mennesker ligesom os andre bare med et andet erhverv. Vi er jo et lille land, og det hele er meget nede på jorden, og det er det jo også for de her mennesker, når man kommer lidt om bag deres professionelle liv. Så handler de alle sammen i Brugsen og kører deres børn i børnehaven, siger Felix Smith.
Et anderledes portrætprogram
I de kommende programmer møder tv-værten: Medina, Anders Matthesen, Lene Nystrøm, Martin Brygmann, Jarl Friis-Mikkelsen, Simon Kvamm og Pernille Rosendahl.
- Man kan forvente en anderledes måde at se portrætprogrammer på. Det hele er sådan nogle 'one-takes'. Der er ikke noget, der er konstrueret eller noget, der bliver lavet om. Der er heller ikke noget manuskript, andet end at jeg bare træder ind i de her menneskers liv i fire dage, og så kommer der dét ud af det, som der gør, siger Felix Smith om de kommende programmer.
Første program, hvor Felix besøger Helle Thorning-Schmidt på Bogø, sendes torsdag 11. oktober kl. 20.00 på TV 2.