Succes: JK Rowling har nu under en milliard på kontoen, efter hun har givet 910 millioner kroner væk

Kvinden bag Harry Potter-serien, J.K. Rowling, er ikke længere på listen over verdens milliardærer fra det amerikanske erhvervslivs- og økonomiske magasin, Forbes.

Ifølge Forbes er britiske skatter og frem for alt velgørende arbejde forklaringen på, at Joanne Kathleen Rowling, bedre kendt som J.K. Rowling, ikke længere kan prale af titlen milliardær.

Hun skal således have givet hele 910 mio. kr. til velgørenhed, efter hun væltede sig i penge ovenpå den enorme Potter-succes.

Forbes kan ikke sige præcist, hvor meget mindre J.K. Rowlings rigdom er kun at det nu er under en milliard.

Havde ikke salt til et æg

Skaberen af Harry Potter var tidligere enlig mor, der måtte kæmpe for at få enderne til at mødes. Og når det kommer til velgørenhed, er det fattige familier og enlige forældre, hun har været involveret i at hjælpe.

Samtidig introducerer forfatteren nu alle Harry Potter-bøgerne som e-bøger, så det er nok usandsynligt, at pengene vil stoppe med at fosse ind i J.K. Rowling-foretagendet.

Den første bog om den forældre­løse Harry Potter med magiske kræfter udkom i 1997. I 2007 havde J.K. Rowling udgivet syv bøger om Harry Potter og hans venner på den magiske skole Hogwarts, og succesen blev ikke mindre, da bøgerne skulle filmatiseres.

Nu er alle filmene om drenge­troldmanden lavet med Daniel Radcliffe i hovedrollen, og allerede i 2003 blev det klart, at Harry Potter-industrien genererede en omsætning på over 35 mia. kr. om året på verdensplan, mens Rowling var blevet rigere end dronning Elizabeth.

De syv bøger er blevet oversat til omkring 70 sprog, og de har efter sigende solgt over 450 mio. eksemplarer.

Filmene har ikke været mindre vellykkede.